Uden hormorner

Idag er jeg helt uden kunstige hormoner. Nu skal kroppen klare sig selv. Skræmmende. Det er kun prednisonen jeg skal blive ved med at tage, men østradiol og cyklogest blev taget sidste gang i går aftes.

Jeg har været til begravelse - min gamle farfar døde sidste weekend, og jeg kan ikke lade være med at tænke at nu når hans sjæl er væk, så kan det være der er plads til en ny sjæl i min mave?

Han blev næsten 98 og var nogenlunde frisk til det sidste. Faktisk nåede han aldrig på plejehjem, og det endte med at være en brækket hofte der tog livet af ham. Noget han havde ønsket længe, nemlig at få fred.

Jeg er mest lidt zombieagtig i dag. Sorgen over min gamle farfar, og håbet om en baby i maven, som indtil videre bare bliver kaldt for "cellerne". Det er jo selvfølgelig heller ikke meget andet end en samlig celler, der prøver på at formere sig selv. Og så er vi jo slet ikke sikre på, at der er nogle celler, der deler sig lige nu.

Ih altså, hvor må dagen i dag meget gerne gå hurtigt.