Et nyt liv

Igår var det min fødselsdag, og dermed præcis et år siden, at jeg havde den første morgen med graviditetskvalme. Det var en tirsdag, og jeg skulle først have taget blodprøve om fredagen. Jeg sagde ikke noget til manden, for jeg vidste han ville slå det hen, og sige at vi nok lige skulle vente til fredag. Og derudover så troede jeg ikke rigtig på det. At der ville være to styk, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.

Og livet har ændret sig siden. Nyt hus, ny by, støbt nyt gulv i køkken og bryggers, nyt køkken, nyt bryggers, ny isolering på loftet, nye lofter med spots i to rum, nye stikkontakter, installering af fjernvarme og sløjfning af olietank, modernisering af badeværelse, opsætning af ny væg - ny institution til Eva, at gøre hende renlig og få hende til at sløjfe sutten - og så selvfølgelig en hverdag med en pige på nu 3,5 år og 2 drenge på 4 mdr. Jeg tror jeg med sikkerhed kan sige, at det har været det travleste år i mit liv.

Men på mystisk vis er vi ovenpå. Vi som voksne elsker stadig hinanden. Eva elsker sine brødre. Og drengene er to glade, smilende, nemme små størrelser. Jeg havde regnet med at det hele ville være hårdere, surere og sværere.

Det hjælper at vide, at det hele bare er en kort periode. At de ikke til evig tid skal have mad hver 3. time. At de ikke til evig tid græder hver aften. At flaskerne efterhånden bliver overtaget af mad. At de om 3 år selv kan tage tøj på, sætte ord på deres følelser og behov, og at rejsen dertil faktisk er ret fantastisk! At jeg så VIRKELIG har glædet mig til, at den første tid med 2 spædbørn var overstået er så noget andet. Den hårdeste tid er allerede ovre. Jeg får sovet om natten, og der er rutine i dagene. Og det er ikke så skidt endda.