En klog kollega sagde idag - vær glad for at du er glad - men lad være med at være ked af, at du ikke er gladere. Hun har selv været igennem fertilitetsbehandling, og er nu uhelbredelig syg af kræft.
Og hun har så evigt ret. Det skal jeg til at huske mig selv på!
For jeg har gået og haft dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at jeg endelig er gravid, og stadig ikke er lalleglad og evigt lykkelig.
Men min virkelighed er bare sådan. Jeg er vant til skuffelser. Ikke vant til at tingene går som de skal - specielt ikke når vi snakker min krops evne til at blive gravid. Så min virkelighed er fyldt med realisme (måske lidt for meget vil nogen mene....). For der er ikke noget der hedder, at jeg helt sikkert står med en levende baby i mine arme om 6 mdr. For der er ikke noget der er 100% sikkert. Og sådan er det bare - og i min virkelighed fylder det en del!
Jeg tager mig selv i at være bange for, at for mange fra arbejdet kommer til at vide jeg er gravid. For tænk hvis det ikke går alligevel, så skal jeg fortælle den frygtelige nyhed til så mange. Men rygtet spreder sig, og flere og flere ved det. Og det er jo sådan set meget naturligt, men samtidig en smule angstprovokerende.
Jeg arbejder stadig på at acceptere at jeg er BIB'er - og nok bliver ved med at være det lang tid fremover. Heldigvis er jeg da blevet langt gladere end jeg var for 4 mdr. siden - og det må være nok! Så ikke mere dårlig samvittighed her - basta.
Som en medblogger skrev - så betyder det bare, at vi i endnu højere grad ved hvilket mirakel det er, når der så rent faktisk kommer en baby!
Jeg vil bare så gerne snart kunne føle babyen. Mærke den. Men det kan jeg ikke. Ikke endnu.
Men der er en gave på vej med posten, der skal berolige mit sind - og den kommer måske allerede imorgen....
fredag den 18. september 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Jeg kan virkelig godt følge dig. Her går jeg og er lidt ulykkelig over, at jeg nu er 31 år og graviditeten stadig ikke er i sigte. Samtidig har jeg en 35-årig veninde, som endnu ikke har fundet manden hun kunne tænke sig det barn med, hun ønsker sig. Desværre lever man i sin egen virkelighed og her er ens egne problemer store, samtidig med, at andre kæmper med langt større kriser, som fx uhelbredelig sygdom.
SvarSletMen sådan er vi mennesker nok bare indrettet. Det bedste man kan gøre er at være taknemmelig for det gode i ens liv og jeg synes din kollega og planen lyder rigtig godt! Det vil jeg skrive mig bag ørerne... samtidig med at jeg 100% forstår, at du ikke evner at være helt oppe i skyerne af lykke endnu. Det håber jeg til gengæld du vil være om et halvt års tid :)
Knus
Hej Fru Larsen. du sætter ord på mine følelser - selvom jeg kan mærke lillepigen hver dag.... håber posten er kommet, jeg sendte den fredag morgen. kram
SvarSlet