Intet nyt er vel godt nyt?

Humøret er i bund. Hvorfor skulle jeg være gravid i denne omgang, når det ikke er lykkedes alle de andre gange? Og alligevel ligger håbet og gør tiden helt forfærdelig. Dagene går alt for langsomt, og samtidig vil jeg slet ikke vide om jeg er gravid. For så længe jeg lever i uvidenhed, så er livet som jeg kender det.

Der er ingen symptomer. Og sjovt nok har jeg en overbevisning om, at man da må kunne mærke om man er gravid! Alle de historier om "jeg vidste den var der, lige efter vi havde været sammen - det var ligesom der skete noget inden i mig" eller historier om kvinder der 1 uge inden testdag har kunnet teste positiv. Jeg ved godt, at det rent biologisk ikke giver så god mening at kvinder vil kunne mærke en graviditet inden testdag, og da slet ikke lige efter man har haft s*x. Og der er vel en grund til, at de ikke kan måle, at man er gravid før testdagen, nemlig at man indtil da ikke har dannet nok hormoner til at man (selvom man har dagens nymodens udstyr) kan måle en graviditet i blodet. Og så giver det da meget god mening, at det heller ikke giver symptomer endnu. Men alligevel, det kunne være rart hvis man kunne mærke det.

Men jeg er jo heller ikke gravid. Hvorfor skulle livet behandle os bedre i denne omgang?