Så kom reaktionen.
Jeg har ellers været nogenlunde afklaret med den negative test - og har næsten ikke grædt.
Men i går gik det op for mig - jeg bliver nok aldrig gravid. Jeg vil nok aldrig være i stand til at gøre min mand til far. Jeg vil nok aldrig få lov at amme en baby. Jeg bliver aldrig mor!
En ansigstscreme måtte lade livet da den blev hamret ind i brusenichen, og mit ansigt idag er hævet af alt for mange tårer i de sene nattetimer.
mandag den 23. februar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
De altødelæggende tanker du beskriver kender jeg alt for godt og jeg fælder lige en tåre sammen med dig.
SvarSletDet SKAL lykkes til sidst!
Kram
En kæmpe stor krammer til dig!
SvarSletOg forresten, dit indlæg for 2 dage siden satte mange tanker igang, godt skrevet.
Avav, hvor jeg kender det alt for godt... forhåbentlig var det forløsende at græde igennem. Det er så helt umenneskelig hårdt, det i går igennem. Jeg håber virkelig at du kommer op af det store sorte hul snart igen og kan se fremad. Det ER bare så barskt - og det betyder altså bare nogle smadrede ansigtscremer en gang imellem.
SvarSletSender dig gode tanker på en solskinsdag.
Knus
Sechen
Følelser vi alle desværre kender. Det stinker og det gør NAS. Men man kommer vel ud på den anden side? Husk på at også en adoptionsbaby er din baby, hvis det blvier løsningen....
SvarSletHej
SvarSletPuha jeg husker det som var det igår. Men godt at du giver dig selv lov til at reagere.
Endnu engang vil jeg opfordre jer til at melde jer til fase 2 i adoptionsprocessen, det er terapi for sjælen, og troen på at i nok skal blive forældre, vil blomstre.
Tanker fra Heidi