Så kom frk mens. Dejligt - så kan det være, at jeg allerede kan begynde opregulering fredag, når jeg har været til scanning... :o)
Men min tidligere teori om at laparaskopien havde fjernet mine månedlige smerter, er desværre sunket helt i gruset denne måned. Jeg blev nødt til at gå tidligt fra arbejde, da jeg hverken kunne sidde eller stå uden stærke smerter. Heldigvis behøvede jeg ikke sige andet end "min underliv gør ondt" før chefen sendte mig hjem i seng med det samme. Så eftermiddagen er gået med at ligge i sofaen indtil de smertestillende begyndte at virke - og så faldt jeg i søvn.
Jeg har gået og glædet mig til dette forsøg, men nu når tiden nærmer sig, glæder jeg mig ikke helt så meget. I virkeligheden er jeg en blanding af bange og glad. Glad, fordi jeg potentielt snart kan være gravid - bange, fordi jeg nok endnu engang er ved at nærme mig den store sorg det er, når et forsøg mislykkes.
Jeg tror ikke længere - men håbet pipler stadig under overfladen.
tirsdag den 6. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ja det er nemlig lige præcis sådan det er... man glæder sig over chancen og frygter det negative resultat. Og så er det vist lidt forskelligt, om det ene eller det andet dominerer, alt efter hvornår man bliver spurgt.
SvarSletJeg krydser og hepper :)
I det mindste har håbet intet med resultatet at gøre. Jeg blev gravid i det forsøg jeg havde mindst tiltro til at det ville lykkes. Men håbet og optimismen gør da det hele lidt nemmere, men også mere smertefuldt, hvis det ender negativt.
SvarSletJeg håber det bedste, og mon ikke når du først starter opregulering at lidt tiltro til forsøget sniger sig ind.
Jeg kan kun give Ønske ret i at humøret svinger op og ned i forløbet
Knus Monja