Stilhed

Jeg ved godt der er meget stille herinde. Der sker nu heller ikke så meget.

Hormonerne bliver taget 3 gange dagligt. Jeg glemmer dem nogle gange om eftermiddagen, men så tager jeg dem et par timer for sent - og krydser fingre for at det ikke betyder noget.

Jeg er ikke blevet hverken deprimeret, hysterisk eller på anden måde uligevægtig. Så det går egentlig meget godt.

Måske det er ligesom dengang, hvor mine forældre skulle mødes med svigerforældrene første gang - jeg var så nervøs for, om de havde noget at snakke om, og om det ville blive hyggeligt. I mit fokus på at vores to forældrepar skulle møde hinanden, glemte jeg fuldstændig at mine egne forældre på det tidspunkt ikke havde snakket sammen i mange år og bestemt ikke var gode venner. Måske er det det samme nu - at jeg ved at fokusere på noget andet helt glemmer det der i virkeligheden er "problemet".

Nå ja, så længe det betyder at jeg fungerer i det daglige - tja, så skal jeg vist ikke brokke mig.