Første indsprøjtning i behandling nr. 5....

Så blev det tid til den første indsprøjtning. Det gik ganske smertefrit - måtte dog bede sygeplejesken om at få en seng, da jeg stod og var ved at besvime før hun overhoved havde nærmet sig min bagdel. Bare tanken er nok til at jeg bliver svimmel og er ved at falde omkuld.

Og så skal jeg ikke sprøjtes mere inden første scanning d. 28. august.

Men hvorfor bruger alle ikke depotsprøjten? Det er trods alt en del nemmere kun at skulle stikkes én gang - istedet for at skulle tage næsespray tre gange dagligt i flere uger, eller sprøjte sig i maven hver aften. Det er da spøjst, at behandlingssystemet ikke kan se, at det bliver meget nemmere for patienten.

Nu kan jeg bare vente spændt på om virkningen er den samme, og om jeg får de samme bivirkninger (ondt i hovedet, dårligt humør og træthed).

Familien...

Som tidligere nævnt, så ved familien ingenting. Eller rettere - de har nok en mistanke om at der er noget galt, men vi har ikke fortalt dem noget.

Som de fleste andre, har jeg gået og drømt om hvordan jeg skulle fortælle, at jeg var gravid til familien - at det skulle være en overraskelse, og noget de ikke havde regnet med. Vi håbede (og regnede med) at vi blive hurtigt gravide i behandlingssystemet. Så hvorfor bekymre familien med at vi ikke kan få børn, når vi bliver gravide lige om lidt?

Jeg har en enkelt veninde fra et tidligere job, som selv er blevet gravid via reagensglasbehandling. Hun fik det ret hurtigt at vide, da jeg havde et behov for at høre mere om processen, men også at snakke om de følelser, der følger med at være ufrivillig barnløs.

For et par måneder siden, fortalte jeg det også til min mor. Hr Larsen har ikke det samme behov for at snakke om problemerne som jeg har. Så vi blev enige om at hun godt måtte få det at vide, med den ene betingelse at hun ikke fortalte det til andre i familien.

Efterhånden som vi har været igennem fire behandlingsrunder, ved vi hvilket forventningspres, der er hver eneste gang. Det ville bestemt ikke gøre sorgen over endnu et mislykket forsøg mindre, hvis vi skulle informere hele familien samtidig, og dermed også skulle forholde os til deres sorg. Så det er mest for at beskytte os selv, at der ikke er flere der ved det.

At vi så må leve med kommentarer om børnebørn og babyer løbende, det er vores valg. Hver gang forsøger jeg at lave et "de ved det jo ikke" skjold overfor kommentarerne - hvis de ikke prøver at såre mig, så må jeg ikke blive såret. De mener det jo godt. Det er ikke altid det virker, - men det er vores valg at vi ikke har fortalt det - så det er også vores valg, at vi må lægge øre til kommentarerne.

Nogle gange har jeg dårlig samvittighed over at leve et dobbeltliv. At noget der fylder så meget i mit liv foregår i en anden virkelighed, end den mine kære kender til. Men på den anden side så er det mit - og vores - liv. Et liv vi ikke selv har valgt, men noget vi er blevet tvunget ind i af naturen. Noget der er så pisseuretfærdigt!

Men ikke destro mindre noget vi må leve med, og som vil påvirke os resten af livet. Ligegyldig hvordan vores historie om infertilitet ender. Og indtil videre har vi valgt, at det er noget vi håndterer på "egen" hånd. Noget der ikke kan blive ved for evigt - de ville nok undre sig en smule, hvis vi ligepludselig var forældre til en lille kineser, uden at vi havde fortalt dem noget inden. Men indtil videre er dette vores måde at håndtere det på.

Håbet lever stadig, det kan jo være jeg bliver gravid i næste forsøg - og så er der jo ingen grund til at bekymre dem....

Den sidste scanning....

Jeg glemte helt at skrive, hvordan det gik til scanningen i sidste uge.

Jeg havde som sædvanligt ikke haft ægløsning, selvom vi befandt os på min 21. dag i min cyklus. Det kunne jeg såmænd godt have fortalt ham på forhånd. Og det dur altså ikke at begynde på nedregulering inden ægløsning, for så udvikler ægblærerne sig bare til cyster.

Om ikke andet, så skal jeg have en depot-injektion på mandag - ja man skal jo prøve noget nyt engang imellem. Til at starte med foreslog han, at jeg skulle bruge næse spray 3 gange dagligt. Det har jeg prøvet tidligere, og det er altså noget hø at skulle finde et uforstyret sted hver dag på arbejdet, hvor man kan tage sit fix - uden at de andre undrer sig over, at man bruger næsespray, når man jo ikke er forkølet. Jeg har også prøvet at tage en daglig injektion om aftenen i stedet, hvilket fungerede aldeles udemærket. Men han foreslog altså at jeg fik en depot-indsprøjtning i stedet. Så jeg bliver ikke helt så meget en nålepude i denne omgang, hvilket vel også er ok.

Nu håber jeg bare at min cyklus opfører sig som den plejer, så jeg ikke når at starte på en ny cyklus inden mandag, som er 30. dagen i cyklus. Ellers skal jeg vente endnu en måned...

Endometriosen synes han ikke at have det store behov for at snakke mere om, så det har åbenbart ikke den store betydning, når det er ICSI-behandling der er tale om.

Nu vil jeg også gerne snart igang med behandling igen. Vi havde kun 1 behandling i første halvår, på grund af nyt arbejde (ikke så fedt at skulle have fri til behandling den første måned man arbejder der), sygepleje strejken og så laparoskopien der påviste endometriose.

Og så kunne det jo være helt fantastisk hvis der var bid næste gang. Krydser fingre.

Tro, håb eller frygt?

Jeg er lige kommet hjem fra et privat arrangement, der sluttede af med, at alle kunne få lov til at trække et tarot kort.

Nu kan det være, jeg skal starte ud med at fortælle lidt om mig selv, og min holdning til det alternative. Som udgangspunkt er jeg bestemt ikke troende - jeg er gift i kirken på grund af tradition og ikke tro - jeg tror på mig selv, min mand, livet - men ikke på nogen gud eller overordnet kraft. Jeg tror ikke på spøgelser, healing eller for den sags skyld på tarot kort.

Dog er der blevet rykket på min tro, eller tiltro til det alternative igennem de sidste par år. Videnskaben viser, at akupunktur ved ægoplægning forøger chancen for graviditet - akupunktur, som jeg tidligere pure ville have afvist som humbug. Jeg har selv oplevet at have flere æg, i de to behandlingsforløb hvor jeg fik akupunktur ugerne op til ægløsning, end i de to forsøg hvor jeg ikke fik akupunktur. Det har rykket så meget ved min "tro", at jeg er helt sikker på, at mit næste forsøg skal understøttes af akupunktur.

Men er det min frygt, der gør at jeg ønsker akupunktur, eller er det troen? Troen på at det rent faktisk virker, eller frygten for at jeg (måske) går glip af en positiv påvirkning - og hvis jeg alligevel ikke tror på at det virker, så kan det jo heller ikke skade.... Måske er det håbet? At jeg efterhånden griber fat i hvert lille halmstrå af håb - alt hvad der (måske) kan forbedre mine chancer for at blive gravid?

Nå, men for at komme tilbage til tarotkortene, så trak jeg et kort, men valgte at jeg ikke ville have det tydet. Jeg blev lige pludselig bange for, at tarot damen kunne se, hvad det er jeg kæmper med, og at hun ville spørge ind til det. I perioder og i visse situationer er jeg et stort tudefjæs, hvis der er nogen der stiller de forkerte spørgsmål. Og lige i dag var jeg ikke helt på toppen. Jeg troede kun der ville være voksne, men til min skræk (ja, hvad skal jeg ellers kalde det) var der den dejligste lille baby med. Min søster - der ikke ved vi kæmper med infertilitet - gav den lille baby en del opmærksomhed, noget der skærer i mit hjerte. Jeg vil jo så gerne give hende en nevø eller niece, hun kan give al den kærlige opmærksomhed. Så nej, der var ikke nogen der skulle stille dumme spørgsmål til mig, min infertilitet eller livet i det hele taget.

Nu sidder jeg og overvejer, om jeg skal ringe til tarot damen, for at høre om hun lige gider bruge 2 minutter, på at forklare det kort jeg trak.

Måske i håbet om at hun vil fortælle, at jeg selvfølgelig bliver gravid, at kortene viser at denne behandling bliver min sidste. Det er vel det alternative behandlere bliver rige på - at fortælle kunderne lige præcis hvad de ønsker at høre.

Men jeg tror jo ikke, så måske jeg bare skal glemme det, komme videre og lade naturen gå sin gang. Tarot damen har jo ingen magiske evner og kan under ingen omstændigheder ændre fremtiden - eller kan hun? Gad vide hvor desperationen har sin grænse?

Virkelig ingen pandekager??

Så er scanningen vel overstået. Og han slog endnu engang fast, at han mente jeg har PCO. Han nævnte det også sidste gang jeg var på besøg, så de sidste 2 uger har jeg prøvet at leve efter den nye pyramide.

Det er rart at spise en masse grøntsager, men at skippe hvidt brød, kartofler og ris er lidt af en udfordring. Alle de søforklaringer jeg skal ud i, når jeg er sammen med andre - nej jeg kan ikke så godt lide pandekager, nej jeg har ikke lyst til kage i dag, ellers tak jeg har spist morgenmad hjemmefra. "Normale" mennesker ville kunne sige de var på slankekur, men hvis jeg begynder at påstå det, så tror folk bare jeg har fået en spiseforstyrrelse. Udfordringen er at vedligeholde den vægt jeg har fået opbygget i løbet af det sidste 1½ år (er endelig kommet op på en BMI på 20,59 og er dermed normalvægtig - meeen det er stadig lige på grænsen) når man skal på en diæt, der normalt bruges for at tabe vægt..... For en undervægtig har ikke helt så nemt ved at blive gravid som en normalvægtig.

Og alle de mystiske overvejelser, man kan komme ind i - er det så godt at spise flæskesvær? Er det bedre at spise majschips end normale chips? Er det ok at drikke sodavand med sødemidler? Er rugfras det samme som rugbrød - og dermed noget jeg skal spise meget af? Og hvad med saltede peanuts - det er jo nødder!

Og motion skal der også til. Cyklen er blevet luftet - og knoglerne skriger efter et blødere sæde. Og så har jeg købt MBT sko - de har en mystisk rundet sål, som skulle gøre, at man bruger kroppen mere aktivt og sundere når man går.

http://www.swissmasai.dk/

Prisen var 1800 - så det skal f*me virke.

Så hermed et løfte: Indtil opregulering (når æggene begynder at blive dannet) vil jeg leve 75% efter reglerne og når jeg er i gang med regulering skal det op på 90%. Og så har det bare at give pote i form af bedre og flere æg!