Nytårsstatus

Et nyt år er begyndt - og forhåbentligt bliver det et dejligt år!

Sidste år skrev jeg i årets nytårsstatus følgende:

"Det kan næsten ikke blive andet end et godt år - for ved slutningen af 2009 vil vi vide hvordan vores baby skal komme til os, samt finde ud af, hvornår vi kan regne med at blive forældre!!! Og det er da ikke mindre end fantastisk, at vi endelig er nået så langt! "

Og det fik jeg jo ret i. Babyen kommer fra min mave. Og der er leveringsdato i slutningen af februar. Det er dejligt - rigtig, rigtig dejligt!!

Når jeg fortæller om vores historie, og at jeg hele tiden har vidst at jeg skulle være mor (om det så blev via adoption eller via min livmoder) kommenterer en del, at det dog var heldigt at det lod sig gøre at vi kunne få vores "eget" barn. Og det kan de jo for så vidt have ret i. Men deres kommentarer om at det jo ikke er det samme med et adoptivbarn - at man jo ikke kender adoptivbarnet på samme måde - og at det ikke ville være det samme - det sårer mig faktisk.

Sidste gang var der en der kommenterede, at hun da ikke forstod hvorfor kvinder på 60 ønskede at blive gravide, når det nu ikke engang ville blive deres eget barn (fordi de bruger donoræg). Nu skal jeg ikke kaste mig ud i en diskussion om ønsket om at blive mor som 60 årig - men at det ikke skulle blive ens "eget" barn, fordi man har benyttet donoræg er da helt skævt (efter min mening). Moderskab/faderskab er i mine øjne et spørgsmål om kærlighed. Ikke om der er benyttet donoræg, donorsæd eller om en helt fremmed kvinde bærer barnet under graviditeten.

De sidste par måneder har gjort mig ret sikker på, at jeg ville glæde mig i lige så høj grad, hvis jeg vidste, at der sad en lille størrelse i Afrika, Indien, Kina eller et helt andet sted i verden og ventede på at blive hentet af os til februar. Vi ville gøre os de samme overvejelser om hvem han/hun var, længslen og ønsket om at februar måtte komme hurtigt ville være den samme. Børneværelset og børnetøjet ville blive indkøbt med lige så stor kærlighed. Det er jeg ret overbevist om! For vi aner jo heller ikke hvem den lille trold i maven er. Der er ingen der ved om hun vil ligne mig eller min kære mand. Og helt sikkert er det at hun under alle omstændigheder bliver helt sin egen.

At rejsen mod adoption, donorsæd eller donoræg kan være smertefuld det ved jeg. Jeg kan ikke idag sidde og sige hvad vores næste skridt havde været, hvis vores syvende og sidste forsøg var mislykkedes. Vi havde ikke opgivet drømmen om et barn, det ved jeg. Dertil var drømmen for stor og for stærk. Men det er vel et spørgsmål om at ændre sine drømme. At det ikke bliver en lille lyshåret størrelse som én selv - at man ikke føler at man kan "forvente" at barnet i større eller mindre grad kommer til at ligne én i interesser, talenter og udseende. At man ikke får lov at opleve en graviditet. Eller at man ikke ved hvad barnet har oplevet, inden man selv får lov til at give det tryghed og kærlighed.

Jeg ved at jeg er heldig. Sådan at få lov at opleve en graviditet og få lov til at kigge på mit barn og tænke "hvem ligner hun". Men når jeg kigger på det store billede føler jeg idag, at det er små detaljer. Det jeg glæder mig mest til, er at hun kommer til verden. At hun er hos os. At vi kan give hende al den kærlighed, som en lille dejlig trold fortjener.

Og måske føler jeg i virkeligheden, at de børn der er kommet til som et resultat af donoræg, donorsæd og adoption, i endnu højere grad er ønskebørn. Sådan nogle man har ventet på længe og som derfor får en helt særlig plads i forældrenes hjerte.

Til slut et billede af den trold vi venter på - hun vejer idag 2262 g. (sådan cirka altså)....