NF scanning overstået

Så er nakkefoldsscanningen overstået! Den var der stadig, hvilket i virkeligheden var det, der bekymrede mig mest inden scanningen. At den ville være borte har fyldt rigtig meget i mine tanker. Men den var der, og den bevægede sig fint inden i min mave. Risikoen blev vurderet til 1:13.222. Et fantastisk tal synes jeg!

Oplevelsen blev dog en smule trykket, allerede da jeg sad i venteværelset. Sekretæren kom ind og sagde, de havde ringet fra gynækologisk afdeling, fordi jeg også havde en tid hos dem. En af de andre mente, at hun kunne se, jeg var skrevet op til en abort. Hvilket jo ikke kan være længere fra sandheden.

Efter scanningen blev vi sendt på gynækologisk, og der var ingen der havde lyst til at fortælle hvorfor vi var der, før vi blev ført ind til to læger og en sygeplejerske. Det viste sig, at min egen læges kommentar, om at jeg havde haft celleforandringer, havde gjort, at der var blevet bestilt tid til mig. De undersøgte mig, og så heldigvis intet der tydede på, at der var noget galt. Vi vil få et brev fra dem, når de har modtaget papirerne fra den læge der udførte keglesnittet. Her vil de tage stilling til, om der skal gøres noget mens jeg er gravid..... Men det får de altså ikke lov til. Vi har kæmpet fire år for at få en baby - og så skal de altså ikke rode rundt i mit underliv!

Men babyen har det fint - og det må vel være det vigtigste lige nu!

Drømme

Bliver man aldrig andet end BIB'er? Har det virkelig sat så dybe ar i sjælen at tankerne og følelserne bliver hængende i BIB-verdenen?

Eller er jeg bare utålmodig og må vente på at den lille giver lyd fra sig i maven, så verden bliver opslugt af den nye virkelighed - nemlig at jeg skal være mor?

Jeg vil så gerne ud på den anden side og nyde at vigtigste i min lille verden er ved at ske. At alt andet er ligegyldigt. Så evigt ligegyldigt. Det er detaljer - og kun detaljer.

Lige nu føler jeg at jeg hænger i håndbremsen, og nætterne er fyldt med drømme om en livmoder der forsvinder.

Min mave

Tiden går fremad. Langsomt men sikkert. Vi har først tid til NF fredag d. 21. august, så vi når at skulle klare os uden scanning i næsten 4 uger. Lettere skrækindjagende. Vi ved jo desværre hvor hurtigt det kan være forbi, men der er heldigvis intet der tyder på at det er overstået. Snarere tværtimod. Jeg kan ikke mærke om livmoderen er vokset, men den ligger ligesom højere i bækkenet end den gjorde for et par uger siden. Nu kan jeg nemlig mærke den over skambenet - også selv om jeg lige har tømt blæren. Jeg hilser på den flere gange dagligt, og kan ikke gå på toilettet, uden lige at hilse på den lille bold i maven. Billedet nedenfor er fra d. 31. juni, så det er efterhånden et par uger siden. Den har ikke været helt så tydelig den sidste uge - det er ligesom den ligger anderledes og derfor ikke bliver trykket helt så meget frem længere. Men tydelig det er den da! (Skal lige sige at dette altså er med en fyldt blære - ellers kan jeg ikke se den)

Idag er jeg 11+6 hvilket betyder at jeg er 12 uger henne imorgen. Skæringspunktet som jeg har ventet på er her - men alligevel er jeg ikke helt tryg. Jeg har ikke tænkt mig at offentliggøre det på arbejdspladsen før jeg har været til NF. Det tør jeg ikke.

Vi glæder os!! Manden har helt spontant købt en IntelliGender over nettet - så bliver det spændende at se om det er en dreng eller pige vi skal have til vinter! Lige nu tror jeg det bliver en dreng - hvorfor ved jeg ikke, men det føles sådan. Nu får vi se om jeg har ret, eller om vi skal igang med pink maling i barneværelset. Vi tager hvad som helst - bare det er en baby!!

Hos egen læge

Så var vi hos egen læge i går. Hun følte lidt på livmoderen og sagde det så rigtig fint ud, og så fik vi vores vandrejournal startet op.

Og så var det hun spurgte ind til mine celleforandringer i livmoderhalsen. Altså dem jeg fik et keglesnit for tilbage i 2007. Dengang blev jeg jo "frikendt" efter mit keglesnit, og gynækologen sagde, at jeg så røg tilbage i det normale system.

Men efter lægens udsagn er jeg røget ud af systemet, og jeg skulle have været til kontrol efter 1 år - og at jeg som patient jo selv skulle tage ansvar. Øhh bøhhh - når man får at vide, man bare skal gå hjem og vente på at blive indkaldt - gør man så ikke det? Jeg fik at vide jeg nu var helt normal, og at jeg ikke behøvede bekymre mig længere. Derudover bliver man jo "normalt" indkaldt hvert 3. år, og jeg har derfor ikke skænket det en tanke at jeg skulle hive fat i min egen læge, for der er jo kun gået to år.... Nu er det for sent. Man kan ikke tage celleprøver, når jeg er gravid - og de rør ikke ved min livmoderhals, hvis der er risiko for fosteret!!!

Men det fik en masse dumme tanker til at banke på. Og med lægens "du skal jo selv tage ansvar" fik hun det næsten til at lyde som om, at det da var min egen skyld, hvis der er noget, der ikke er blevet fanget.

Hmm kan ikke lide hende. Den anden (hendes mand) er meget bedre til at forklare og være åben overfor de ting man siger. Madammen kan ikke engang lave en undersøgelse af underlivet uden at det gør ondt. Og nu har jeg altså prøvet et par læger efterhånden - og hun vinder ingen medaljer - Er gal idag! Skal huske at bede om manden næste gang. Gider ikke hende igen.

24,9 mm

Så blev det tid for vores 2. scanning. Vi var (for at sige det mildt) en smule nervøse. Men den var der endnu og er på 14 dage vokset fra 8,5 mm til 24,9 mm. Hjertet bankede fint derudaf, og den havde både arme, hoved og krop. Benene blev gemt lidt væk, men armene boksede derudaf under scanningen. Det var super skønt og jeg kunne ikke holde tårene på afstand da vi kom ud i bilen.

Størrelsen var lidt bagud (ca. 3 dage) men det var ikke noget vi skulle tænke over. Alt var som det skulle være.

For satan hvor var det dejligt. Nu tør jeg tro!