Den første hilsen

Den hilste på mig i morges! Fine små spark helt oppe imod navlen. De kunne både mærkes indvendigt og udvendigt. Helt fantastisk! Da manden lagde hånden på min mave, var den desværre holdt op. Jeg blev liggende i ½ time i håbet om at den ville snakke lidt mere til mig, men det ville den ikke....

Og så har jeg fået en besked fra postmanden - min sikkerhedsgave er på posthuset og kan hentes i morgen!

Klog kollega

En klog kollega sagde idag - vær glad for at du er glad - men lad være med at være ked af, at du ikke er gladere. Hun har selv været igennem fertilitetsbehandling, og er nu uhelbredelig syg af kræft.

Og hun har så evigt ret. Det skal jeg til at huske mig selv på!

For jeg har gået og haft dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at jeg endelig er gravid, og stadig ikke er lalleglad og evigt lykkelig.

Men min virkelighed er bare sådan. Jeg er vant til skuffelser. Ikke vant til at tingene går som de skal - specielt ikke når vi snakker min krops evne til at blive gravid. Så min virkelighed er fyldt med realisme (måske lidt for meget vil nogen mene....). For der er ikke noget der hedder, at jeg helt sikkert står med en levende baby i mine arme om 6 mdr. For der er ikke noget der er 100% sikkert. Og sådan er det bare - og i min virkelighed fylder det en del!

Jeg tager mig selv i at være bange for, at for mange fra arbejdet kommer til at vide jeg er gravid. For tænk hvis det ikke går alligevel, så skal jeg fortælle den frygtelige nyhed til så mange. Men rygtet spreder sig, og flere og flere ved det. Og det er jo sådan set meget naturligt, men samtidig en smule angstprovokerende.

Jeg arbejder stadig på at acceptere at jeg er BIB'er - og nok bliver ved med at være det lang tid fremover. Heldigvis er jeg da blevet langt gladere end jeg var for 4 mdr. siden - og det må være nok! Så ikke mere dårlig samvittighed her - basta.

Som en medblogger skrev - så betyder det bare, at vi i endnu højere grad ved hvilket mirakel det er, når der så rent faktisk kommer en baby!

Jeg vil bare så gerne snart kunne føle babyen. Mærke den. Men det kan jeg ikke. Ikke endnu.

Men der er en gave på vej med posten, der skal berolige mit sind - og den kommer måske allerede imorgen....

Første jordemor besøg

Så var det tid til første jordemor besøg. Jeg var forberedt på at det kun ville være snak, snak og snak, men det var faktisk en positiv oplevelse. Hun kommenterede vores lange vej til graviditeten, og vi fik begge lov til at sætte lidt ord på vores foreløbige oplevelse med graviditeten, som vi stadig ikke helt tror på.

Men der var hjertelyd!! Hun sagde at vi endelig måtte ringe hvis vi blev bekymrede for om babyen stadig var i live, for så kunne vi komme forbi og høre hjertelyden igen. Dejligt at der er plads til at være lettere skadet igennem for mange psykiske op og nedture i behandligssystemet.

Hjertelyden var så dejlig at høre, at tårene endnu engang meldte sig. Det lød så stærkt og helt fantastisk!!

Når jeg tænker på at vi skal være forældre, sniger der sig altid en "med al sandsynlighed" eller "højst sandsynligt" ind i sætningen. Så det der med at tro - og være fast i troen mangler jeg stadig. Men det kommer forhåbentlig, når babyen begynder at røre på sig.

Og for øvrigt - så bliver det nok en dreng, hvis vores intelligender taler sandt :o)

Endelig

En levende baby i mine drømme!!! Den var min og den var levende!!

At den så bed i mine br*stv*rter er en helt anden sag.

Små glimt af lykke

Engang imellem overvælder tankerne mig, og jeg kan få tårer i øjnene bare ved at tænke på det lille væsen, der er ved at forme sig i min mave.

Men det kommer desværre kun i glimt - det er vist stadig for godt til, at det kan være sandt.

Jeg har stadig svært ved at forholde mig til andres børn. Eller nogle børn. Tog mig selv i slet ikke at have lyst til at kigge på en sød lille baby eller søge dens opmærksomhed i sidste uge. Jeg kunne simpelthen ikke. BIB tankerne ligger stadig på lur!

Og hvor jeg hader kommentaren "bare vent, der er jo mange der får nr. 2 helt naturligt! Når man først har fået nr. 1 så slapper man ligesom mere af"...... Øhh bad jeg om din teori om barnløshed og årsagerne dertil? Bare fordi nogle få får nr. 2 helt naturligt, så betyder det jo ikke at jeg bare kan læne mig lykkeligt tilbage og tænke - "gad vide hvornår nr. 2 kommer dumpende". For der er en forsvindende lille sandsynlighed for, at det kan lade sig gøre nogensinde! Det er jo netop derfor jeg siger at dette bliver den eneste!

Hvis jeg "bare" havde uregelmæssige ægløsninger, eller manden "bare" havde nedsat sædkvalitet - jamen så kunne det da måske - og stadig kun måske lade sig gøre.

Men sagen er den, at sædcellerne ikke kan lide mine æg. Eller også kan mine æg ikke lide sædcellerne. Og bare fordi vi har fået nr. 1 så ændrer det vel ikke på "lugten" af mine æg.... Folk skulle lære at holde deres mund! (Selvom jeg jo godt ved de mener det godt....)

Jeg tror jeg bliver så gal, fordi jeg ikke har lyst til at håbe på en nr. 2. Jeg er dødsensangst for at komme til at håbe på en nr. 2. Jeg har altid ønsket at få 2 børn, - men livet vil det anderledes. Og jeg skal ikke bruge de næste 10 år på at håbe på en nr. 2, i stedet for at nyde den ene, dejlige, vidunderlige baby, der er ved at forme sig i min mave. For det er den gave vi får. Og det må være mere end rigeligt. Mere end vi har turde håbe på de sidste 4 år.

Men i bund og grund er jeg misundelig (dybt misundelig) på de kvinder der selv kan bestemme hvor mange børn de vil have. I mine øjne så lever de et luksus liv, hvis de selv har kunnet producere nr. 1. Og måske oven i købet inden for en rimelig ventetid. Så er der nemlig ingenting der gør, at de bør være nervøse for om de kan få en nr. 2, 3 og 4.... Og tænk at have mulighed for at bestemme så meget over sit eget liv. De ved ikke hvor stor en gave det er!

Men lykken kommer heldigvis i glimt, for det har jeg behov for. Specielt fordi BIB tankerne stadig fylder. Lidt for meget efter min mening.