At køre bil....

Jeg føler mig så evig heldig. At hun er vores. At vi er hendes.

Men det er stadig ikke sådan helt til at forstå.... Jeg tager mig selv i at lukke hendes vindue så der ikke er nogen der løber med hende. Tager mig selv i at tænke at det er for godt til at være sandt. For hvem havde forestillet sig at drømmene og håbet skulle blive til virkelighed - og så ovenikøbet med sådan en dejlig lille krabat.

Hun er nem. Sover næsten altid når man lægger hende til at sove. Er rigtig god til at underholde sig selv. Og så smiler hun så dejligt mange gange om dagen.

Idag havde hun hovedet i fodenden da jeg kunne høre hun var vågnet fra sin lur. Så hun bliver også mere og mere mobil. Det er så skønt at se hvordan hun bryder koden til alt muligt. Hun bliver så stor.... hvor går det bare hurtigt!