Tanker nu....

Nr. 200

2011-03-02T21:02:00.002+01:00

Bloggen var længe min tro følgesvend. Og tro det eller lad være, men jeg er nået til indlæg nr. 200.

Behovet for bloggen er svundet, for der er meget færre bekymringer om livet og hverdagen idag end dengang. For vores ønske er blevet til virkelighed - og guderne må vide at denne virkelighed er meget sjovere end virkeligheden før trolden i maven.

For et år siden var maven kæmpe stor og jeg ville så gerne føde. Om 4 dage fik jeg veer og om 5 blev jeg mor. Der har været kampe siden - og der har været søvnløse nætter. Men hvor vil jeg dog hellere ligge vågen på grund af en pige der græder - end på grund af et hjerte der føles tomt og et liv der føles ligegyldigt.

Et helt års færre bekymringer

2010-09-26T09:28:00.007+02:00

Igår fyldte jeg år. Hele 31 styk.

Vi benyttede lejligheden til at få Eva passet hos mormor - første pasning uden for husets fire vægge - og hun opførte sig eksemplarisk.

I mellemtiden var vi på cafe og i biffen. Hvilken luksus!

For et år siden så virkeligheden helt anderledes ud. Lægen fandt på min fødselsdag en "tumor" i mit underliv (som heldigvis viste sig at være ufarlig), og et par dage efter sagde jeg farvel til mit job.

Maven blev rent faktisk til en baby, selvom jeg ikke var spor overbevist om det vidunderlige faktum mens jeg var gravid. Og idag er jeg fuldtidsmor til den dejligste lille pige der kan sidde, stå, skubbe sig baglæns og "kravle" i cirkler. Hun ææælsker at læse bøger og reklamer og så er der noget meget fascinerende ved knapper af alle slags.

Jobsituationen er jeg ikke helt afklaret med. Jeg har nydt at være hjemmegående, og kan ikke forestille mig at jeg skal arbejde fuld tid, hente, bringe, købe ind, lave mad osv. osv. samtidig med at jeg skal have overskud til at give min skønne trold kærlighed, kærlighed og en hel masse kærlighed. Jeg ved at manden jo selvfølgelig klarer halvdelen, men alligevel. Jeg er nok ikke parat til arbejdsmarkedet endnu, men Eva er selvfølgelig heller ikke særlig gammel endnu, så det må altså lige vente....

Faktisk føler jeg mig ikke ældre end sidste år - nok snarere et helt år lettere!

En lego pige

2010-08-18T21:12:00.007+02:00

Tja der sker vist ikke så meget her i øjeblikket..... altså på bloggen....

Men det går godt. Rigtig godt.

Vi tror Eva bliver en lille Lego pige :o) Alt bliver vendt og drejet i de små hænder. Og så iagttager hun verden med store øjne.

Hun bliver så opslugt af at opleve, at der ikke er plads til meget andet i hendes hjerne - en dag gik hun 10 timer uden mad og kun med 2 meget korte lure - alt sammen fordi jeg havde taget hende med på strøget og på cafe. Hun lå lige så stille og kiggede i barnevognen, og når hun blev lidt utilfreds, så stoppede det, så snart jeg tog hende op. Vi kom hjem om eftermiddagen og her ville hun endelig tage en flaske. Hun faldt vist i søvn omkring kl. 17.00 og sov til næste morgen kl. 7.00 (kun afbrudt af en enkelt flaske kl. 23.00). Så hun var vist lidt træt.... :o)

I dagene herhjemme hvor hun kun skal forholde sig til mig, manden og katten der vågner hun omkring kl. 7.00 tager 3 til 4 lure og går i seng mellem 19.30 og 21.00. Kl. 23.00 vækker vi hende til en flaske vælling og så sover hun til næste morgen. Alt i alt er hun kun vågen 6-8 timer på en normal dag herhjemme.

Jeg har kastet mig over hobbyprojekter, for jeg gider altså ikke bruge alle de timer hvor hun sover på at rydde op/gøre rent/lave mad/se dr. Phil etc. Så i stedet strikker jeg en lille bolero (hvilken pige kan leve uden en bolero?) jeg strikker en bold, jeg har købt stof til en kørepose, jeg er igang med at sætte vores video sammen til en lille film og billederne fra mit nyligt indkøbte spejlrefleks bliver sorteret, redigeret og gemt i fine mapper på computeren, serveren og en ekstern harddisk (min mand er lidt en teknik-nørd...).

Èn ting er at man ønsker en nem baby - meeen vi havde nok ikke regnet med at hun ville blive så nem 5 måneder gammel..... Så vi tror hun bliver sådan en lille pige, der kan sidde med sine legoklodser i timevis (det er vist ligesom faderen, da han var lille...).

Har du brug for en hobby?

2010-08-04T21:29:00.004+02:00

Jeg har fundet ud af at livet bliver så meget sjovere, når man har noget man går op i. Under barslen har jeg indtil videre anlagt nye bede i haven, syet Evas dåbskjole og købt et spejlreflekskamera som jeg langsomt bliver bedre til at bruge. Men hvis der er nogen der har brug for inspiration til en hobby under barslen, så prøv lige at kig på nedenstående:

milasdaydreams.blogspot.com

Det kan man da kalde for en kreativ hobby :o)

Store dage

2010-07-20T19:25:00.002+02:00

Vi har haft et par meget store dage.

Igår fandt hun sine fødder. Siden har hun brugt uendelig meget tid på at fange dem med sine små hænder.

Idag har hun rullet 3 gange fra ryggen til maven - helt uden hjælp! Problemet er blot at hun endnu ikke har lært at rulle fra maven til ryggen, så jeg kan lige forestille mig jeg får travlt med at rulle hende retur.... for så sjovt synes hun altså heller ikke det er at ligge på maven.

Det går så hurtigt!

At køre bil....

2010-07-15T21:47:00.004+02:00

Jeg føler mig så evig heldig. At hun er vores. At vi er hendes.

Men det er stadig ikke sådan helt til at forstå.... Jeg tager mig selv i at lukke hendes vindue så der ikke er nogen der løber med hende. Tager mig selv i at tænke at det er for godt til at være sandt. For hvem havde forestillet sig at drømmene og håbet skulle blive til virkelighed - og så ovenikøbet med sådan en dejlig lille krabat.

Hun er nem. Sover næsten altid når man lægger hende til at sove. Er rigtig god til at underholde sig selv. Og så smiler hun så dejligt mange gange om dagen.

Idag havde hun hovedet i fodenden da jeg kunne høre hun var vågnet fra sin lur. Så hun bliver også mere og mere mobil. Det er så skønt at se hvordan hun bryder koden til alt muligt. Hun bliver så stor.... hvor går det bare hurtigt!

Endelig sommer!

2010-07-02T20:26:00.003+02:00

Så blev det endelig sommer! Og nej hvor vi nyder det. Vi har fået en markise, som giver os mulighed for at have Eva med i haven - også når solen står lige over hovedet.

Og jo - man minder jo nok en smule om sin mor. Jeg har altid undret mig over hvor meget glæde min mor og mormor har kunnet få ud af deres haver. Min søster og jeg er tit og ofte blevet vist rundt og har hørt dit og dat om diverse planter. Vi hørte kun efter med et halvt øre, for så spændende var det altså heller ikke. Og nu sidder jeg her selv, med en have på størrelse med et frimærke, men jeg elsker den. Der er så stor glæde i at se tingene bryde frem i foråret. Og så har jeg et indre billede af Eva, der går rundt og plukker blomster til buketter... altså når hun bliver lidt større...

Dejlige dage :o)

2010-06-28T13:31:00.003+02:00

Det var måske lidt at udfordre skæbnen at forsøge sig med de nye putte-vaner når både far, mor og baby var godt og grundigt aften-trætte.

Morgenen efter fortsatte jeg "træningen" og siden da har det virket! Vi nåede altså kun at have 2 gange hvor hun hylede - og siden da har jeg faktisk oplevet, at hun smilede da hun blev lagt til at sove....

Kunsten er at læse hvornår hun er træt, uden at hun er for træt. Det var nok også derfor putningen var blevet mere og mere problematisk, fordi hendes tidligere "jeg er træt"-lyde pludselig bare var en del af hendes pludrelyde. Så vi gik skævt af hinanden et par dage, og så endte hun altså med at ville vugges i søvn hver gang. Nu er det kun et spøgsmål om hun skal have sutten 1 eller 5 gange før hun sover. Men gråd bliver det ikke til :o) Og det er skønt!!!

Jeg krydser fingre for at det gode samarbejde fortsætter, og ellers så må jeg jo bare glæde mig over at vi har haft nogle dage helt uden gråd omkring putningen :o)

Gud ske tak og lov for sundhedsplejersker!!

Udsættelse til i morgen.

2010-06-24T22:01:00.004+02:00

OK - det tager måske mere tid at lære mor og far hvordan Eva skal lægges, for vi har lige givet op.... hun sidder i bæreselen på fars bryst inde på et meget mørkt værelse, efter 30 minutters næsten uafbrudt gråd. Hun blev godtnok gal hver gang vi havde haft hende oppe og lagde hende igen.

Tror jeg træner videre med hende i morgen - når hun ikke er aften-super-duper-træt.... Det virkede jo ellers OK i eftermiddags.

Nu får vi se om bæreselen kan gøre tricket.

Kunsten at få en baby til at sove

2010-06-24T15:24:00.004+02:00

Det er ikke så let, det der med at finde ud af hvordan man skal få pigebarnet til at sove.

Vi fandt tidligt ud af at en Eva-sandwich (hvor vi pakker hende ind i dynen og bærer hende rundt til hun faldt i søvn) fungerede rigtig godt. Men det er trolden altså blevet for stor til. 7 kg er mere end hvad moderens ryg kan holde til....

Jeg har i perioder kunne lægge hende i sengen, og så er hun faldet i søvn mere eller mindre af sig selv. Meeen så sker det jo, at hun græder når hun bliver lagt, og så har jeg tænkt at jeg da denne ene gang kunne give hende en sandwich behandling..... men det har jo så betydet at hun er begyndt at græde oftere og oftere, for det er altså hyggeligere at ligge i armene på far og mor mens man falder i søvn. Rigtig irriterende bliver hun, hvis hun så vågner lige når hun rammer madrassen (eller allerede før hun rammer madrassen). Og så græder hun endnu mere hjerteskærende end før. Når hun har gjort det 5 gange eller mere, så er hun meget billigt til salg, for hun sover selvfølgelig når hun kommer op i armene igen.

Jeg snakkede med sundhedsplejersken om hvad vi skulle gøre. For jeg vil altså ikke ødelægge min ryg. Svaret var at lægge hende i seng, inden hun selv ved hun er træt. Og så gå ind til hende med jævne mellemrum og tilbyde sut eller bare give hende et kys på panden og sige godnat. Så føler hun sig ikke forladt, og vil falde i søvn efter lidt tid. Hvis gråden er tiltagende skulle jeg tage hende op på skulderen (uden underholdning) og lægge hende, når åndedrættet er normalt igen.

Lige nu er hun faldet i søvn efter 10 minutters gråd, 6 kys på panden og en enkelt pause på moderens skulder. Så skal jeg bare huske mig selv på at jeg ikke falder tilbage i den samme faldgrube igen.... for det er jo lige det, som jeg også har gjort de andre gange, hvor jeg har nægtet at ødelægge min ryg. Men på en eller anden måde, så er jeg faldet tilbage i den samme rille.

Men det er fantastisk at have sundhedsplejerskens ord for at det er ok - når nu man læser alt det om, at man endelig ikke må lade sit barn græde sig i søvn..... Og 10 minutters gråd det dør hun altså ikke af....

Et spøgelse fra fortiden....

2010-06-19T17:47:00.003+02:00

Jeg fik en "hilsen" fra fortiden i går.

Det gik op for mig, at den mand der blev beskrevet i TV2 News løbende undertekster, er en mand jeg engang kendte.

Han er efterlyst af Interpol og ord som stoffer, rockere, hustruvold (af den meget, meget grove slags), alkoholisme, psykose, våben og børnepornografi er ord der bliver knyttet til ham i diverse artikler. Han er flygtet fra en psykiatrisk afdeling, hvor han afsonede straffen for grov vold mod sin kæreste.

Siden har jeg spurgt mig selv om der var noget dengang der pegede i den retning?

Han var min chef. Stifter og adm. dir. af en succesfuld konsulentvirksomhed. Videregående uddannelse. Lækkert hus med lækre møbler og kunst. Egen båd. Pæn.

Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt gang hvor han reagerede lidt voldsomt - og hvor jeg gik hjem og rystede på hovedet af ham. Og jo, han kunne godt lide magt. Han kunne godt lide at have ret. Men det er få chefer jeg er stødt på som ikke på en eller anden måde har haft samme karakteristika. Han var også charmerende, sælgende, smilende.

Så nej - der var ikke noget der pegede i retning af stoffer, rockere, hustruvold, alkoholisme, psykose, våben og børnepornografi. Også selv om det jo må have ligget og ulmet et eller andet sted. For det kommer vel ikke bare sådan ud af det blå....??

Mine tanker går til den stakkels kvinde der faldt for hans charme. Og som har født deres fælles barn. Og som nu er gået under jorden. Forhåbentlig passer politiet rigtig godt på hende. Det var en tyverialarm der reddede hendes liv - dengang han overtrådte sit tilhold for 42. gang.

Og så slår det mig hvilket kæmpe ansvar jeg har som mor.

For det er os der skal beskytte Eva mod syge mennesker. Det er os der skal give hende en god og tryg barndom, hvor der ikke er mænd eller kvinder der vil hende ondt. Og forhåbentlig hun bliver en kvinde der kan se faresignalerne hos andre. Men vi kan jo ikke pakke hende ind i vat, og der kommer en dag hvor hun selv skal tage beslutningerne i sit liv. Og de mest farlige er nok dem, der skjuler det bedst...

Det er til at blive helt forpustet over....

En stor pige

2010-06-18T16:33:00.004+02:00

Ja, det er man vel, når man sådan bliver passet af mormor for første gang.

Vi havde bryllupsdag og har for længe siden planlagt, at Eva skulle passes af mormor.

Det endte med at mormor tog tidligere fra arbejde så hun kunne komme hjem til os - hun havde vist glædet sig til passetjansen :o)

Vi spiste på restaurant Paustian, hvor vi også spiste sidste år - da Eva bare var en samling celler i min mave. Denne gang kunne jeg drikke både velkomstdrink og rødvin til maden. Og mums det var dejligt. Det var helt underligt at tage hjemmefra - hånd i hånd - sådan helt alene... sådan næsten som om vi var stukket af fra noget....

Jeg var forbavset hvor lidt vi snakkede og bekymrede os om hende den lille. Men sådan er det vel når man ved hun er i gode hænder! Og hun var sød ved mormor - hun smilede, grinede, snakkede med sin mormor - og græd kun da hun var sulten (og det kan man vel ikke fortænke hende i) og faldt i søvn med sutten i munden. Så den succes kan vi da vist godt gentage...

At hun så begyndte at små gnøffe i det øjeblik da jeg og manden trådte ind i stuen - det kan vi jo så tænke lidt over..... :o)

Barnevogn - bare kom an....

2010-06-15T23:23:00.003+02:00

Idag var en stor dag!

Eva faldt for første gang i søvn i barnevognen på vej tilbage fra den lokale købmand. Helt uden gråd - hun lukkede bare øjnene og sov....

Så kan det være jeg snart kan gå længere ture end dem der tager 10 minutter eller derunder..... Hvilken frihed!

Træning med et tvist....

2010-06-13T14:27:00.004+02:00

Hvad kigger du dog på lille Eva?

Fjernsynet selvfølgelig!

Er det et problem eller hva'?

Sandheder til en baby

2010-06-10T17:22:00.004+02:00

Jeg ville ønske, der var et par ting, som jeg kunne fortælle Eva.

1. At barnevognen ikke bliver til et uhyggeligt monster når man er træt - men at det faktisk er et dejligt sted at falde i søvn og sove.

2. At tankerækken "jeg har det ikke godt, så jeg hyler og bruger hele kroppen til at bekæmpe ubehaget med" skal erstattes med "jeg har det ikke godt, så jeg slapper af og falder i søvn".

Til punkt nr. 1 er vi begyndt at træne - vel at mærke når hun er i godt humør og er vågen. Idag har vi været i den lokale købmand, og hun græd næsten ikke undervejs.

Punkt nr. 2 gik det rigtig godt for et par uger siden, men så skete der noget uforklarligt og hun nægtede at falde i søvn uden at blive lullet i armene af far eller mor. Idag tog jeg beslutningen om at jeg ikke tager hende op - og det virker faktisk. Hun er selv faldet i søvn i dag - dog indledt af lidt gråd og utilfredshed. Men det eneste jeg har bidraget med er en sut og kærlige ord. Og det er noget min ryg værdsætter!

Første mærkedag

2010-06-05T14:16:00.004+02:00

Igår var troldens første årsdag.... Det var præcis et år siden jeg fik taget æg ud og mandens bidrag blev tvunget ind i det æg, der skulle ende med at blive til lille Eva. Imorgen er det så et år siden vi så Eva for første gang - i form af fire fine celler.

Tænk hvad et par celler kan udvikle sig til på et år!

Moderkærlighed

2010-05-30T19:07:00.003+02:00

Sidste uge i mødregruppen kom vi til at snakke om det at elske sit barn.

En af kvinderne der lige har fået sit barn nr. 3 fortalte at hun først elskede sine børn efter et stykke tid. Og hatten af for det. For jeg synes tit at mødre næsten skal overgå hinanden i hvor meget de elsker deres små poder fra det øjeblik ungerne slog øjnene op første gang. Hun ville selvfølgelig gøre alt for sin lille ny størrelse, og tilsidesatte selvfølgelig sine egne behov for den lille ny. Men kærligheden - det med at elske - det kom først senere for hende.

Jeg ved ikke hvornår Eva blev min i hjertet. Og jeg ved at min kærlighed for hende ikke er slut med at vokse, for jeg elsker hende mere, for hver dag der går. Men moderkærligheden kom ikke dag 1 for mig. Der har aldrig været nogen tvivl om, at jeg synes hun var verdens smukkeste baby. Og at jeg hele tiden har synes hun var ekstremt sød og nuttet.

Men jeg glæder mig sådan til at hun kan kravle og tage sine første usikre skridt, at hun kan hjælpe til i køkkenet med at røre rundt i kødsovsen, at hun kan snakke, at hun kan tage min hånd, at hun kan lege med lego og dukker.

I bund og grund så glæder jeg mig til at finde ud af hvem hun er. Og det nærmer sig, for hun bliver mere og mere sig selv. Spædbarnet er blevet erstattet af en baby, og snart bliver hun et barn. En helt igennem fantastisk udvikling.

Det første skrig

2010-05-25T17:53:00.004+02:00

Jeg har grædt de sidste par dage. Ikke fordi der er sket noget nyt, men fordi jeg kom i tanke om noget.

Jeg hørte aldrig Evas første skrig.

Det er ikke noget jeg har tænkt på før - det kom til mig for et par dage siden, og siden har jeg grædt en del.

Det er svært at forklare hvorfor det gør mig så ked af det. For hun har det jo fint idag, så der burde jo ikke være noget at være ked af?

Min mand har fortalt, at jeg bare kiggede på at de tog hende fra mig over på børnebordet. Og at jeg bare kiggede da de løb afsted med hende. Og det er også sådan jeg husker det. At jeg bare kiggede. Jeg spurgte ikke om noget - jeg sagde ikke noget - jeg græd ikke. Jeg kiggede bare.

Idag er hun vores dejlige Eva. Hende der flækker i et grin, når man går ind til hende om morgenen. Hende der siger huuuuhhh og iiaaahhh. Hende der er tryg i vores favn.

Dengang var hun bare en baby. Én der rent logisk var vores. Men hun var ikke min i hjertet endnu. Hun føltes ikke som min.

Jeg tror det er derfor jeg græder. Fordi vi kunne have mistet hende allerede dengang. Og så var hun aldrig blevet min i hjertet.

Min krop

2010-05-20T18:56:00.002+02:00

Min krop har ændret sig. Både på godt og på ondt.

Jeg har fået en bagdel. Noget jeg vist ikke har kunnet prale af tidligere.... Og det er jeg såmænd godt tilfreds med.

At lårene ligepludselig mødes mellem benene når jeg går, er så noget andet - det kunne jeg godt være foruden.

Min mave er stadig lidt floppet. Det er specielt tydeligt når jeg sidder her om aftenen og har spist aftensmad, så er der ikke så mange muskler til at holde maven inde, og jeg har desuden fået et fint fedtlag der dækker hele maven.

Mit underliv er åbenbart så godt som nyt - jeg har lige overstået mit 8 ugers eftersyn hos lægen, og alt er helet som det skal og min bækkenbund er åbenbart helt i top...

Vægten siger 62 - altså 10 kg mere end da jeg blev gravid.

Alt i alt er jeg godt tilfreds. Jeg ville da gerne tabe to kilo, men det skulle være på maven og mellem lårene... og sådan virker en slankekur vist ikke helt....

Alene hjemme

2010-05-17T14:39:00.002+02:00

Så er jeg helt alene hjemme. Manden er taget med Eva til farmor - hvilket betyder at jeg for første gang siden Eva blev født er alene i huset. Hvad jeg skal bruge tiden til er ikke helt afgjort, men jeg tror måske bare jeg skal sidde på sofaen og drikke en god kop kaffe.

Friheden de næste timer skal nydes, for der er kun 2 uger tilbage af mandens barsel. Og så er det slut med den dejlige frihed jeg har haft de sidste måneder.

Jeg vil tage min kaffe og nyde den uden risiko for at blive afbrudt af skrig og skrål. Dejligt!

Mødregruppe

2010-05-06T22:25:00.002+02:00

Så kom jeg i mødregruppe.

Vi er en blandet flok - kun to der er førstegangsmødre så resten har 2 eller 3 børn. Jeg har egentlig aldrig tænkt over hvad en mødregruppe var, og det kom lidt bag på mig hvor meget snakke-klub det er. Hvad jeg ellers havde forestillet mig, kan jeg nu ikke lige sige.

De andre virker nu rigtig søde, så forhåbentlig jeg kan komme til at få glæde af det. Specielt når manden skal tilbage på arbejde, kan jeg godt forestille mig at dagene bliver lidt lange og ensomme.

Ellers går dagene med at nyde trolden. Hun bliver kæmpe stor.... men sådan er det vel.... men nøj hvor er det trist at lægge de små størrelser i kassen med tøj hun ikke længere kan passe. Det minder mig om at hun for hver dag der går bare bliver større og større. Én i familien havde regnet sig frem til at man ville blive 10 m. høj og veje 3 tons hvis man blev ved med at vokse med den hastighed indtil man blev 18 år. Så det er vist meget heldigt at det begynder at gå langsommere på et tidspunkt.

Maver

2010-04-28T22:07:00.004+02:00

Og noget jeg har haft lyst til længe.

Her er jeg som nygravid og højgravid :o) Hvem skulle tro det var den samme kvinde med 7½ måned imellem???

Eva

2010-04-28T21:38:00.004+02:00

Hermed som ønsket - ønske :o)

Nu uden smerter

2010-04-27T20:55:00.004+02:00

Det var en rigtig god beslutning for os at stoppe med amningen.

Jeg har ikke haft en eneste tudetur siden jeg stoppede, og det er så dejligt at kunne holde hende ind til min krop uden at det gør ondt.

Torsdag i sidste uge prøvede jeg for første gang siden fødslen at sove uden bh, hvilket ikke har været muligt tidligere på grund af smerter. Jeg kan sove på siden igen, og i weekenden sov jeg helt uden t-shirt. Dejligt at kroppen bliver sig selv igen.

Og så nyder jeg livet som "ikke-ammende". Idag har vi drukket rødvin til middagen :o) Og så tager jeg på shoppingture helt uden baby og mand. Ren luksus med sådan en frihed. Og det skal nydes så længe manden er på barsel/afspadsering/ferie - hvilket "kun" er 1 måned endnu.... :o)

Trolden er bare så dejlig. Jeg må vist snart downloade billeder igen, så i kan se vores lille mirakel der jo efterhånden er blevet stor.....

Så er det slut....

2010-04-15T17:56:00.004+02:00

Så er det vist det allersidste ammeindlæg.

Søndag aften gik jeg ned med flaget. Jeg tror at jeg for første gang indrømmede overfor mig selv at det rent faktisk var en mulighed (og måske den bedste løsning) at gå over til 100% flaske og modermælkserstatning. Selvom udpumpningen har hjulpet, så har der stadig været store udsving i smerterne både under og mellem amningerne.

Mandag morgen lavede jeg en liste over fordele og ulempe ved flaske. De eneste to punkter jeg kunne komme på ulempelisten var:

Sundere med modermælk
At man skal have flasker m.m. med på tur, og det er besværligt med opvarmning når man ikke er hjemme.

På positiv listen ved flasken kom der en del flere punkter:

Ingen smerter ved amning
Ingen smerter mellem amninger
At kunne holde Eva og trøste hende - uden at trykket på brystet giver smerter
Ingen tvivl om at hun får nok mad
Intet behov for udpumpning

Og så de mere luksusprægede punkter på positiv-listen:

Kortere "amninger"
At jeg kan leve som jeg har lyst for første gang i 5 år. Vin, parfume, parabener, slik, junkfood, gødning til planterne i haven, maling af træet på huset - jeg kan det hele og behøver ikke tænke over de eventuelle skadelige effekter der kan have for Eva.
Lige forhold til Eva - jeg og manden er ligestillede i forhold til amning og nærhed
Nemmere at få passet hos bedsteforældrene

Udsagnet om at modermælk er sundere end erstatning, kan jeg ikke gøre så meget ved. Men sundhedsplejersken siger, at det altså ikke gør den store forskel. Og jeg har jo ammet hende fuldt ud de første ca. 5 uger, så hun har fået rigtig mange gode ting fra min mælk allerede.

Udsagnet om at det er mere besværligt at have flasker og opvarmningsdimser med på tur blev løst af Iiamo flasken.

Selvom positiv listen "by far" udkonkurrerede negativ listen, så har jeg alligevel brugt mange tårer på beslutningen. Følelsen af at jeg satte mine behov foran Evas har virkelig været svær at komme over. Følelsen af at jeg var en elendig mor der ikke satte hendes behov først.

Men hun skal have en glad mor - og en mor der kan kigge på hende og glæde sig over hende uden at amningsproblemerne fylder det hele.

Jeg er igang med at nedtrappe min mælkeproduktion, og jeg tror at jeg er færdig med at amme hende inden for de næste 48 timer. Og hvilken lettelse det er.

Det mest fantastiske er, at jeg for første gang meget længe kan genkende de følelser, som jeg tydeligt kan se hos min mand. Den store glæde over at hun er vores. Den store kærlighed til hende. Tænk hvor er det forfærdeligt, at amningen har gjort, at jeg ikke kunne se hvor dejlig hun er....

Nattefred

2010-04-11T09:17:00.002+02:00

Lille Eva ryger snart ind og sover på sit eget værelse. Hun larmer simpelthen for meget! De små ben kører frem og tilbage som stempler, og hun småhyler gerne ½-1 time før hun vågner, fordi maven arbejder.

Idag skal vi afprøve vores babyalarm (den er nu nok ikke nødvendig, da værelset er lige ved siden af vores....) og så ryger hun ind i egen seng inden for de næste par dage. Det er planen.

Jeg er lidt misundelig på dem, der kan ligge og sove mens de ammer, men der kan jeg ikke. Jeg bliver stadig nødt til at holde øje med hende når hun ligger ved mit bryst, da hun har en forfærdelig vane med at suge rigtig godt fast og så lave en flitsbue med hele kroppen. Og det gør altså ondt både når det sker, men også mange amninger frem i tiden. Så jeg står altså op for at amme om natten og tager hende med ind i stuen, hvor jeg kan sidde ordentligt.

Så hvis det kan give mig 30 minutters ekstra søvn at flytte hende ind i eget værelse - så er det det værd. Og hun er jo ligeglad.

Det bliver nu nok lidt underligt alligevel.....

Måske sidste ammeindlæg?

2010-04-04T22:22:00.004+02:00

Jeg tør næsten ikke skrive det, men jeg tror det virker med det dersens udpumpningshalløj.

Det giver mig mulighed for at give en pause fra ammeriet når det bliver smertefuldt, og så får jeg en lidt længere lur først på aftenen, fordi manden står for den første "natamning". Faktisk sidder jeg og venter på at den lille bliver sulten, for så smutter jeg i seng og manden tager den næste "amning". Det er da luksus!

Jeg har lige bestilt en pumpe over nettet, så søsteren kan få sin model tilbage. Og så er jeg vist ramt af barsels-online-shopping. Jeg fik også lige købt et aktivitetsstativ, små figurer til stativet, nogle superlækre gulvbrikker hvor stativet kan stå ovenpå og en uro til over puslebordet. Det er dyrt at have internet.

Tak alle søde blogsøstre for jeres kommentarer - det luner at vide, at man ikke er den eneste, der ikke synes at amning er særlig fantastisk. Jeg har lige haft et par veninder på besøg i dag, hvoraf den ene har en søn der er ca. 1 mdr. ældre end Eva. Og hun synes slet ikke amningen har givet nogle problemer.... Hmm... tror vist ikke helt hun ved hvor heldig hun er :o)

Amme indlæg nr. 5

2010-04-01T19:17:00.002+02:00

Forhåbentlig det snart er slut med alle mine indlæg om amning....

Vagtlægen var ganske uhøflig, og det virkede kun som om jeg skulle så hurtigt ud af røret som muligt. Efter jeg havde fortalt halvdelen af historien, sagde han at han slet ikke var enig med sundhedsplejersken i at det var svamp. Nix det var bare et spørgsmål om at jeg fik lagt hende forkert til.... jeg kunne tage et par panodiler hvis jeg havde smerter (øhh og hvad var det lige et par sølle panodiler skulle gøre???). Og jeg kunne også købe noget lokalbedøvende creme som jeg så skulle vaske af inden amningen. Men i bund og grund så virkede mit problem ganske uvigtigt for ham, så jeg fik taget mig (endnu) en ordentlig tudetur bagefter.

Jeg har lånt en udpumpningsmaskine af min søster, som jeg har brugt på venstre bryst i et døgn. Super dejligt at kunne amme på højre og pumpe ud på venstre samtidigt - for så går der 4-8 timer før jeg skal til ammeriet igen :o) Nu har jeg så prøvet at lægge hende til venstre igen - og faktisk var smerterne slet ikke så slemme.

Så måske den dumme vagtlæge havde ret. Han kunne bare godt have været lidt sødere, mere pædagogisk eller bare mere lyttende. Jeg prøver venstre side igen når Eva vågner - så får vi se om smerterne stadig er på retur. Jeg fortsætter nu med cremen mod svamp, for smerterne imellem amningerne kan lidt udpumpning altså ikke hjælpe på....

Amme indlæg nr. 4

2010-03-31T14:25:00.002+02:00

Det var vist lidt for tidligt jeg skrev, at cremen nok virkede.

De sidste mange amninger på venstre side har været smertefulde, og ved den sidste amning stortudede jeg bare ved tanken om at den lille mund, der helt klart søgte efter mad, snart skulle guffe derudaf. Manden blev nødt til at hjælpe til - for jeg kunne simpelthen ikke selv.

Jeg ringede til min egen læge i morges kl. lidt over 8, men blev mødt af en telefonsvarer der fortalte at de havde aftenkonsultation onsdag aften og at man skulle ringe på deres mobiltelefon mellem kl. 8 og 9. Jeg tolkede det som at jeg først kunne få fat på dem i aften - men da jeg ringede til sygeplejersken (som var ved telefonen mlm 14 og 18) fik jeg at vide at de var gået på påskeferie, så min eneste mulighed var vagtlægen - som først åbner kl. 16.00. Så prøvede jeg at ringe til sundhedsplejerskerne - men de er også taget på ferie.

Jeg er træt af at tude. Har grædt alt for mange tårer før, under og efter amningen. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Jeg orker ikke mere..... Jeg er træt, træt, træt og vil bare gerne sove. Væk fra det hele - væk fra amninger hver 3. time - væk fra ansvaret - væk fra alle de dumme tanker. Ikke engang i søvnen får jeg fred. Det hele er fyldt med tanker om Eva, amning, manglende søvn...... Lige nu kan jeg bare ikke mere....

Amme indlæg nr. 3

2010-03-30T08:58:00.003+02:00

Måske det er begyndt at virke??

Jeg har ikke haft de samme smerter i en del amninger nu. Åhh jeg håber sådan at det ikke bare er en tilfældighed. Det må meget gerne slutte helt før påsken, så jeg ikke lige pludselig står med en læge og sundhedsplejerske på ferie - og mig med svamp i b.r.ysterne.

Jeg synes nu altså stadig ikke at amning er så fantastisk som folk siger. Jeg keder mig den halve time hun ligger og spiser, og følelsen af en b.r.ystvorte der bliver hevet helt ind i ganen af en baby er altså ikke noget videre fantastisk...

Hmm - jeg har en veninde der siger at amningen først bliver hyggelig, når man i virkeligheden skal til at slutte igen - det vil sige om 4-5 måneder.

Derudover har jeg måtte love sundhedsplejersken, at jeg ikke holder op med amningen (eller rettere, jeg har lovet jeg ringer til hende inden jeg stopper - hvis jeg stopper). Hun har desuden bandlyst alle hjælpemidler - suttebrikker, sutteflaske m.m. Hvis jeg ønsker at malke ud, skal Eva have mælken med en lille sprøjte eller med et lille bæger.

Men måske det allerede går frem af? Det hååååber jeg!

Amme indlæg nr. 2

2010-03-28T13:01:00.003+02:00

Hmm. Her har jeg gået og håbet på at lidt creme mod svamp ville være den hurtige løsning på problemet, men jeg synes ikke rigtig det har haft den store effekt endnu.

Nogle amninger går udemærket, men andre er helt til hundene. Da jeg lå og ammede i nat, blev jeg nødt til at tvinge hende fra brystet 2 gange, fordi det simpelthen gjorde så ondt, så ondt. Det værste var næsten at jeg jo blev nødt til at lægge hende til igen, for hun var jo ikke blevet mæt. Så der lå jeg og gjorde hovedpuden helt våd, mens Eva lå og guffede i sig til den store guldmedalje.

Det gør det heller ikke bedre at Eva ikke havde taget helt nok på, så jeg skal amme hende hver 3. time i stedet for hver 4. - og hvis hun allerede melder sig efter 2 timer, så skal jeg lade hende komme til brystet. Så nu er der endnu kortere mellem amningerne.

Jeg har en aftale med jordemoderen om at jeg skal ringe til hende imorgen - og det er tiltrængt, for mine bryster kører virkelig på sidste blus, og tanken om helt at droppe amningen bliver mere og mere tiltalende. Selvom bare tanken om at måtte opgive helt, gør ondt helt ind i sjælen. Jeg har altid tænkt at det ville være fint med et flaskebarn (jeg er det jo selv) men nu når jeg står her, vil jeg bare så gerne have det til at køre. Hvis mine bryster da bare ville holde op med at gøre ondt i mellem amningerne - men smerten flytter bare fra brystvorterne til hele brystet.

Amning

2010-03-24T19:02:00.003+01:00

Amningen er bare ikke sjov.

Det starter med stærke smerter i starten af hver amning. Det føles som om hun har sylespidse tænder der bliver jaget ned i brystvorterne. Det forsvinder dog som oftest efter et minutstid. Men på venstre bryst går der ikke mange minutter med nogenlunde smertefri amning før det begynder at svie.

Derudover har jeg i begge bryster smerter der efter amningen nærmest stråler igennem brystet og mine brystvorter er ekstremt ømme. Det er efterhånden længe siden at jeg har fået en knus af min mand, for det gør simpelthen så ondt, når noget maser det mindste på brysterne.

Jeg bliver mere og mere bange for at jeg måske har fået svamp. Øv øv øv!

Hvis det bliver ved sådan her, så bliver hun altså flaskebarn, for lige nu ser jeg med frygt frem til næste amning - en del af amningerne starter med at jeg sidder med tårene ud af begge øjne - og en del af amningerne slutter på nøjagtig samme måde.

Vi får besøg af sundhedsplejersken på fredag, og indtil da tror jeg vi prøver et råd der er fundet på nettet - nemlig at vaske brystvorter og Evas mund med danskvand inden amningerne. Det kan vel ikke skade....

Jeg føler mig som en ekstremt dårlig mor, når jeg sidder og ammer hende og bare venter med længsel på at hun er færdig. At jeg i ammesituationen kun kan tænke på hende som en smertefuld sugemalle. Øv hvor er jeg træt af amning!

Forventninger

2010-03-21T21:44:00.003+01:00

Når man nærmer sig tiden hvor man skal være mor, så følger der naturligt nok en masse forventninger med.

Mine forventninger til fødslen blev ikke umiddelbart indfriet. Jeg havde forventet en epidural, men måtte klare mig uden. Men smerterne var som forventet - eller rettere - de stemte godt overens med min forventning om, at jeg ikke ville kunne forestille mig hvor voldsomt det var. Specielt pressefasen var meget mere intens end jeg havde forestillet mig.

Fødslen fyldte meget i min bevidsthed til at starte med. Jeg kunne ikke lægge mig til at sove uden at oplevelsen blev ved med at dukke op. Men nu er den kommet lidt på afstand, og jeg er faktisk stolt af at jeg - lille jeg - kom igennem på den anden side. At jeg ved egen kraft fik skubbet en baby ud. Jeg tror stadig ikke helt på, at det rent faktisk var det der skete - men beviset ligger lige nu og sover i stuen.

Det undrer mig faktisk en smule, at mit minde om fødslen allerede nu er blevet forvrænget. Jeg har et billede af pausen mellem de to sidste presseveer som værende smertefri. Ikke at det kan være helt sandt, for på det tidspunkt var jeg selv vidne til, at jeg havde hendes hoved ude af mig, mens resten af kroppen var inde i mig. Så helt uden smerter var det nok ikke.

Amningen er lige så smertefuld som jeg havde forventet. De første 30 sekunder skal jeg virkelig koncentrere mig, for ikke at klemme hendes små hænder eller hendes hoved. Derefter går smerten over, men ligefrem behageligt bliver det aldrig.

Faderen overgår mine forventninger. Det er så skønt at høre ham snakke, pludre, grine sammen med hende. Der går ikke en dag, uden at han mange gange kommenterer hvor dejlig hun er. Han er vist noget nær nyforelsket i vores skønne datter. Selv når hun stikker i vræl, så griner han og småsnakker beroligende til hende. Kun når hun er utrøstelig bliver han en smule utålmodig, men så er det jo godt at man er to til at skiftes. Jeg har desuden fået en barselsgave (gad vide hvor han har hørt om barselsgaver fra?) - en fin solitaire ring.

Den første tid er lige så hård som forventet, og jeg ved slet ikke hvad jeg ville gøre uden en mand der støtter mig 100%.

Forventningen til moderskabet er egentlig også som forventet. Hårdt arbejde. Men hun er altså verdens smukkeste og dejligste baby! Jeg havde faktisk ikke forventet at hun ville være så smuk. Men hormoner og det faktum at hun er vores, kan måske være med til at pynte lidt på sandheden....

Idag er hun 14 dage, og det blev samtidig dagen hvor jeg for første gang lavede mad til min mand, og købte ind i den lokale købmand - uden Eva.

Kært barn - mange navne

2010-03-19T10:22:00.009+01:00

Sugemallen, guldklumpen, skrigeballonen - jeps navne har Eva nok af.

Vi har haft en lidt hård start (men hvem har ikke det??). Vi blev udskrevet med en amning der gik rigtig godt. Hun fik ros for sutteteknik og moderen fik ros for at lægge hende rigtigt til brystet, men der gik ikke længe før hun fik suttet hul på begge brystvorter. Derefter valgte hun at øge sit bryst-brug til 15-17 gange i døgnet. Lidt i overkanten var vi nogle der synes..... Det er begrænset hvor meget søvn man får med sådan en lille sugemalle, og brysterne blev ikke mindre ømme. Men hospitalet havde sagt at babyer til at starte med skal have fri adgang til bryst når de melder sig - og der var ingen tvivl om at brystet var noget hun kunne li'. Efter en snak med sundhedsplejersken har vi dog fået lov til at "holde hende hen" så vi skulle nærme os 3 timer mellem hver amning. Der er indkøbt sut, og vi har efterhånden fundet et par metoder der får hende til at falde til ro (jo mere uroligt man bevæger hende - jo bedre).

Og tænk engang, lige nu har jeg kun ammet 3 gange siden midnat!!! For et par dage siden ville jeg allerede være over de 10 amninger. Så det var ren lykke hos moderen her til morgen. Jeg tror måske der er overskud til den første shoppetur med barnevognen :o)

Og så er der det med tudeture. Jeg tror jeg har grædt et par gange af ren udmattelse. Men mest af alt så triller tårerne over det faktum at hun er vores. At det endelig lykkedes. At vi rent faktisk har fået et barn. Vores barn. Men billedet af Eva på armen af lægen der løber ud af fødestuen. Med Evas store mørke øjne rettet mod mig, det får også tårerne til at trille.

Den første tid er ren overlevelse - men tænk hvor er vi heldige.

Eva - vores dejlige vidunderlige skønne datter

2010-03-11T13:56:00.004+01:00

Så besluttede hun sig for at ankomme. Og hvilken lykke!

Veerne startede lørdag aften under madlavningen, og hun kom til verdenen søndag kl. 9.57, vejede 3702 g og var 51 cm lang. En dejlig lille størrelse med det fineste lange hår og meget store kinder :o)

Fødslen gik bestemt ikke som forventet. Da vi tog på hospitalet kl. ca. 3 om natten var jeg 3 cm åben, og blev derfor overført til fødselsgangen. Jordemoderen var ikke meget for det dersens med en epidural, men jeg fik hende overtalt til at lægge det bælte på min mave, som i ca. 30 min. skulle vise om barnet havde det godt nok til en epidural. Jeg lovede i de 30 min. at prøve andre smertelindringsmetoder. Jeg fik 4 "bistik" på ryggen og 4 "bistik" foran - og de hjalp! Smerterne "indeni" fjernede de dog ikke, så jeg var stadig fortaler for epiduralen. Jeg kan ikke se nogen grund til at lide, hvis man har en metode til at fjerne smerten.

Da jordemoderen 1½ time efter ankomsten til hospitalet undersøgte mig endnu engang, var jeg 9!!! cm åben. Det var altså for sent til en epidural, men jeg trøstede mig selv med at det så ville komme til at gå super hurtigt - jeg mener 1½ time om 6 cm - hvor lang tid kan den sidste cm så tage....

Tja - jeg fik først presseveer kl. 8.50 så åbenbart en del timer... Kort efter jordemoderen havde registreret at jeg var 9 cm åben mistede bistikkene deres effekt. Derefter kunne hun kun tilbyde mig lattergas, som blev en rigtig god ven. Jeg havde heldigvis ingen anelse om tid eller sted, så jeg anede ikke hvor lang tid det rent faktisk tog.

Pressefasen gik ikke så hurtigt som ønsket (på trods af gode kraftige presseveer der kom uden pauser), så der blev tilkaldt en læge, men da hun ankom begyndte det at gå fremad, så det blev ikke gjort yderligere.

Desværre viste det sig, at vores trold i den sidste del af fødslen var blevet stresset, så da hun kom ud var det i selskab med grønt fostervand, som hun også havde slugt. Herefter gik det hurtigt - hun blev kortvarigt placeret på min mave hvor to jordemødre hev og sled i hende, og lægen kom retur og overtog hende. Ligepludselig stod der 4 personer om "babybordet" og arbejdede for at få ordentlig liv i hende - suget på bordet virkede åbenbart ikke, så det næste jeg så, var en læge der løb igennem fødselsstuen med min baby på armen. Hun lå helt stille med helt åbne øjne og kiggede. Store mørke øjne.

Min mand løb med, og jeg blev efterladt med et par jordemødre, hvor jeg fødte moderkagen og blev syet. Heldigvis fik jeg relativt hurtigt besked om at hun havde fået det bedre.

Først 2 timer efter fødslen fik jeg lov at se hende på neonatalafdelingen. Med ilt i næsen, sonde til mad, drop i hånden, elektroder på hovedet, maven og foden - men hun var så fin, så fin.

Ilten slap hun hurtigt af med, og mandag kl. 15.00 fik vi lov til at køre hende ind på vores egen stue - hvor hun var helt uden ledninger.

De vurderede at hun har været uden ilt undervejs i fødslen, men at hun ikke har taget skade.

Vi blev udskrevet tirsdag eftermiddag og har siden hygget os herhjemme. Hun er bare så dejlig. Tænk at man kan elske en lille størrelse så højt - så hurtigt.

Tænk at den dejligste baby i verden har valgt os som forældre!

41+0

2010-03-06T14:55:00.002+01:00

Hmm. Så gik der en uge, og maven er stadig lige kuglerund!

Plukveerne bliver ved, men jeg overlever.

Det positive er, at hun nu kun har 7 dage tilbage at vælge imellem - og den ene af de dage er allerede ved at være for kort til en fødsel. Så om hun vil det eller ej, så har lejeaftalen altså en udløbsdato! Der er lægerne heldigvis på min side :o)

Sammenbrud i samarbejdet

2010-03-04T16:24:00.003+01:00

Der har for en kortere bemærkning været sammenbrud i samarbejdet mellem mig og min krop.

Fra mandag har jeg haft kraftige plukveer (a ca. 45 sek hver 5-8 min) i mange timer af gangen. Men lige som man har indstillet sig på, at så skal det nok være nu - jamen så går det i sig selv igen.... I nat flød bægret så over, da jeg fra 3.45-6.10 lå vågen pga. smerter. Jeg havde plukveer hvert 6. minut, og de forsvandt ikke med en Pinex. Manden blev informeret og jeg indstillede mig på at nu var det nok nu. Men nej - endnu engang gik det i sig selv igen, og jeg faldt i søvn igen. Da jeg vågnede var kl. til min overraskelse blevet 10.00 og der var ikke skyggen af smerter i underlivet (andet end rygsmerter, men det er efterhånden en konstant gæst).

Det var nu jeg besluttede at afbryde forbindelsen til min krop - jeg orkede ikke at forholde mig til dens julelege. Nu kunne den få lov til at gøre så ondt den havde lyst - men jeg ville ikke forholde mig til det - og ville bestemt ikke begynde at få forhåbninger, hvis det begyndte at gøre ondt.

Meget deprimeret tog vi så til vores sidste besøg hos jordemoderen. Det hjalp på humøret, da hun kunne fortælle at alle disse mere eller mindre smertefulde plukveer er med til at gøre livmoderhalsen blødere og kortere. Og hvis jeg er heldig, så sørger de for at åbne mig de første cm. Så måske det bare betyder en kortere fødsel, end hvis jeg ikke havde dem.

Så nu hilser jeg dem velkommen! Kom bare an - jeg er parat!

Åhh ja - babyen har det godt. Hun blev skønnet til 37-3800 g.

Termin

2010-02-27T19:28:00.003+01:00

Så kom terminsdagen, men der er endnu ikke skyggen af veer - så vi må vist sande at jeg kommer til at gå over tid. Jeg har læst at førstegangsfødende i gennemsnit går 4 dage over tid, så lige nu regner vi med en dato der hedder 03.03.2010. Det ville da være fint...

Jeg prøver at se positivt på dagene der går uden veer. Hver dag der går - er en dag mindre til at vi ser den lille trold. Og nu har hun altså kun 14 dage at vælge imellem før lægerne vil tvinge hende ud i den kolde verden uden for maven.

Tænk engang alle de tanker jeg har gjort mig undervejs i graviditeten. Min frygt for at miste, min frygt for at noget måtte gå galt. Nu har jeg kun fødslen tilbage - og der må lægerne for min skyld gøre hvad som helst - bare babyen kommer sikkert ud af min mave.

Min mave

2010-02-24T22:10:00.002+01:00

Maven er blevet stor. Meget stor.

Den er i vejen når jeg prøver at vaske op - den støder ind i kanten af bordet og tvinger min overkrop til at tilte på en meget unaturlig måde, hvis jeg skal have noget under hanen.

Den er i vejen når jeg prøver at give min mand et knus - bagdelen ender ½ m fra min mands krop og mit hoved ender næsten på hans mave.

Den er i vejen når jeg skal tørre mig efter badet - fødderne vil ligesom ikke i nærheden af håndklædet.

Den er i vejen når jeg skal tage sko på - specielt fordi man på det tidspunkt plejer at have bukser på der efterhånden strammer lidt omkring kroppen (et fif er at tage bukserne ned om anklerne mens man tager sko på - så går det meget nemmere).

Tallerkenerne kan fint balancere på toppen af maven, så jeg har fået et ekstra lille bord - hvilket er en fordel, da jeg heller ikke længere kan nå ind over tallerkenen på bordet.

Og så danner den simpelthen så meget varme, at jeg kun har t-shirt og trusser på, når jeg er herhjemme, og t-shirten ender gerne oven på maven så maven får lov til at stritte uden for.

Plukveerne hiver i lungerne, og det er som oftest på grund af vejrtrækningsproblemer, at jeg kan mærke at jeg har en plukve.

Jeg prøver at nyde det, for måske dette er de sidste dage i min eneste graviditet. Men præmien - en baby - overskygger efterhånden det hele. Jeg nærmer mig leveringsdatoen. Og for hver dag der går, bliver der en dag mindre til at vi får lov til at møde vores trold. Vores trold!

Tænk at vi er så heldige.

Den ulidelige ventetid....

2010-02-22T22:14:00.003+01:00

Synes godt nok denne ventetid er ulidelig. Absolut ingen tegn på babylevering lige foreløbig.

Har besluttet at snuppe bilen i morgen, så jeg kan tage på shoppetur i København. Det må da kunne tage tankerne væk fra maven for en kort tid.... Må beklageligvis meddele at der ikke foregår andet end baby og fødselstanker i mit hoved for tiden.

Kom nu ud lille trold... Please....

Vralter som en and!

2010-02-18T20:12:00.002+01:00

Så er der lidt mere end en uge til termin, og det var idag tid til det (forhåbentlig) sidste besøg hos jordemoderen. Trolden blev skudt til 3.300 g og alt var som det skulle være. Vægten siger efterhånden 67 kg, hvilket betyder at jeg har taget næsten 15!! kg på.

De ekstra kilo kan mærkes. Jeg vralter som en and, og får om eftermiddagen ret ondt i den nedre del af ryggen og øvre del af ballerne. Når jeg står/går for længe gør det ondt i fødderne, og jeg føler mig generelt handicappet af den efterhånden meget store mave, som bare er stor og rund - og helt fyldt ud med trolden. Det føles bestemt ikke som om der er plads til at hun bliver større. Men jeg nyder faktisk at have fået lidt "ammedepoter" - at have fået lidt mere figur end sølle 52 kg fordelt på 165 cm giver mulighed for.

Hvem skulle desuden tro, at man som højgravid skal vralte på toilettet 3-5 gange hver nat? Jeg må vist sande at nætterne med en uafbrudt søvn for længst er forbi.

Vi venter stadig i spænding på at hun melder sin ankomst. Jeg kan mærke at plukveerne bliver mere kraftige, men egentlige veer bliver det altså ikke til endnu.

Et styk kusine

2010-02-11T19:50:00.004+01:00

Så kom kusinen til verden - og hvilken fin kusine vores lille trold får. Hun blev født i går morges og idag fik vi lov at besøge hende. Trolden fik sparket lidt til hende, så de to tøser har fået hilst på hinanden allerede nu.

Hvor er sådan nogle helt nye babyer altså bare skønne!

Åhh den ventetid...

2010-02-04T21:32:00.004+01:00

Så er jordemoderen blevet besøgt endnu engang. Trolden vejer nu hele 3 kg. og jordemoderen synes fint, at hun kunne komme til verden fra nu af. Så jeg har prøvet at overbevise vores trold om at hun skal begynde at sende signaler til min krop, om at hun vil ud, i løbet af næste uge - og så regner jeg med at gå i fødsel om 1-1½ uge :o)

Synes selv det kunne være helt perfekt timing - for vi kan næsten ikke vente længere.....

Mindre end 4 uger til termin!

2010-01-31T18:00:00.003+01:00

Så er der mindre end 4 uger til terminen! Det er meget, meget underligt. Jeg får helt tårer i øjnene, når jeg tænker på den lille trold der snart kommer til at hilse på verdenen. Vi glæder os - for min skyld måtte hun gerne komme imorgen.

Vi bygger rede til den helt store guldmedalje. Det nye gulv er ved at blive lagt i hendes værelse, og igår var vi ude og shoppe. Så nu er ammepude, pusleunderlag, pusletaske, badekar, bleer, tøj, tremmeseng, autostol m.m. i hus. Barnevogn og lift skal bare hentes i butikken når den lille ankommer og jeg har syet sengetøj til babydynen.

Lige nu ligner huset en slagmark, da gulvet i det værelset hvor al vores nyindkøbte babyudstyr skal stilles kun er delvist færdigt. Så det ville nok være meget smart hvis hun tidligst kommer om en uges tid - men der er jo også hele 4 uger til vores babylevering....

Forberedelser

2010-01-19T17:08:00.003+01:00

Så blev jeg lagt ned af en madforgiftning og er først idag begyndt at kunne spise ordentligt igen. Forhåbentlig tager babyen af mine reserver, da jeg har kæmpet rigeligt med at få nok vand indenbords. I slutningen af sidste uge havde jeg rigtig mange plukveer - ca. hvert 3. minut i mange mange timer. De tog til i styrken, og begyndte at gøre ondt hele vejen rundt om kroppen. Men veer blev det heldigvis aldrig til, og efter en weekend hvor jeg stort set lå på langs hele tiden, har fået dem til at forsvinde igen. Med al den træning af muskulaturen kommer jeg til at spytte hende ud....

Ellers går tiden med at gøre parat til den lille. Der skal lægges nyt gulv i børneværelset, så idag er gået med at rydde helt ud i rummet. Så skal vi bare have fjernet gulvtæppet, købt et gulv der matcher det i stuen og lagt det ovenpå betonen. Det kan vel ikke tage så længe??

Og så skal vi ellers have gang i de store indkøb. Jeg glæder mig så meget til at få købt seng og puslebord. Så kan det dagligt huske os på, hvilken gave der venter os lige om lidt. Hun er dejlig hende i maven - møffer rundt og minder mig om at hun er der. Velopdraget er hun nu ikke endnu - der bliver stadig sparket på muskelknude, blære og ribben. Meeen vi tager hende med glæde ind i vores hjerter alligevel! Kan man elske en man ikke kender?

At være gravid...

2010-01-13T14:23:00.004+01:00

er ikke helt så rosenrødt som jeg troede.... Måske vores lange vej til graviditeten, har fået mig til at beskue en graviditet som noget helt fantastisk og rosenrødt, som jo var det jeg kæmpede for. Misforstå mig endelig ikke. Jeg er føler mig super priviligeret over at være gravid og få lov til at opleve en lille trold blive til i min mave. Men der følger bare meget mere med end nogle havde fortalt mig.

Jeg har i perioder svært ved at få vejret, hvis jeg bare tilnærmelsesvis ligger ned. Det giver lidt problemer når man prøver at sove - for så er følelsen af alt for lidt ilt i kroppen ikke synderlig behagelig. Mavesækken er blevet mindre, selvom følelsen af sult stadig er der. Ryggen før ondt. Jeg skal tisse hele tiden! Den lille har sparket mig skiftevis i underlivet, muskelknuden og ribbenene. Noget der faktisk kan gøre ret ondt og få mig til at stønne højlydt. Man kan prøve at skubbe lidt til hende, men ca. 2 minutter ligger hun sjovt nok på samme måde og sparker det samme sted. Jeg taber pusten vældig hurtigt, og kan ikke gå særlig hurtigt længere (min man brokker sig da han har ca. 3 m. lange ben, og jeg plejer i normal tilstand at måtte halse efter ham). Det der med at rejse sig fra sengen eller sofaen - eller hvis man skal samle noget op fra gulvet - er blevet til et helt projekt. Jeg har en øget tendens til at gå total sukker kold. Altså med koldsved, rysteture, svimmelhed, ubehag og øget hjerterytme. Så meget at jeg til sidste scanning måtte ty til tyveri (jeg spurgte om de ikke havde noget saftevand eller lignende, da jeg var ved at gå sukkerkold, men det eneste de havde var vand fra hanen. Jeg kunne dog se at de havde Digestive kiks i køkkenet - og da jeg senere forlod scanningen var de altså blevet en kiks fattigere).

I slutningen af sidste uge blev jeg syg. Det primære problem har været slim i lungerne. Det har betydet at jeg 4 nætter i træk ikke kunne sove, fordi jeg hver gang jeg lå ned fik hosteanfald. Jeg og manden har skiftevis sovet på sofaen, så han kunne få lidt søvn. Mavemusklerne er blevet super ømme - på en helt anden måde end de plejer at blive af hosteri. Derudover har hosteriet sat godt gang i plukkeveerne. I perioder har jeg haft plukkeveer hver 2-3 minut. Lidt for ofte efter min mening, men så længe det kun har været i perioder af 30-60 minutter mente fødegangen ikke at det ville skade.

Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over at jeg hænger mig i ubehaget og ikke i miraklet i min livmoder. Men miraklet er stadig ikke helt til at forstå. Jeg mener - vi forbereder os, og er psykisk mere end parate til at hun melder sin ankomst, men sådan helt at forstå at der rent faktisk er en baby i min mave - der er jeg ikke. Og jeg tror heller ikke, jeg når at forstå det før hun er her - for dertil er miraklet altså for stort! Åhh vi glæder os sådan til at hun kommer!

Tredje besøg hos jordemoder

2010-01-07T18:19:00.004+01:00

Så er tredje besøg hos jordemoderen overstået. Jeg forstår ikke helt hvad vi skal til alle de besøg for, da vi jo også har haft en række kontrolscanninger og derfor har godt styr på at hun vokser som hun skal. Nå ja - men det var nu meget hyggeligt alligevel.

Bevægelserne i maven har ændret sig markant over de sidste par uger. Før var det et spark hist og pist, og en gang i mellem en følelse af, at hun nærmest hoppede i maven på mig. Nu er det blevet mere "jævne" bevægelser. Hele min mave bevæger sig på mystisk vis, når jeg ligger på ryggen, - arme og ben bliver kørt hen under mit maveskind, og jeg har følelsen af at hun laver kravleøvelser, når jeg ligger på den side, som hendes ben vender til. Fødderne er meget tydelige. Det er så hyggeligt, at man nærmest kan gribe dem, når de stikker ud af højre side af maven. Nogle gange bliver det også ret voldsomt, som om hun prøver på at finde en nødudgang i min navle.

Trolden har fået sit navn, og kun min søster (der skal føde et par uger før mig) ved hvad vi har besluttet os for. Hun skal nemlig også have en lille pige, og skulle jo nødig snuppe det fantastiske navn for næsen af os... (manden har været noget nervøs....).

Nytårsstatus

2010-01-05T21:24:00.006+01:00

Et nyt år er begyndt - og forhåbentligt bliver det et dejligt år!

Sidste år skrev jeg i årets nytårsstatus følgende:

"Det kan næsten ikke blive andet end et godt år - for ved slutningen af 2009 vil vi vide hvordan vores baby skal komme til os, samt finde ud af, hvornår vi kan regne med at blive forældre!!! Og det er da ikke mindre end fantastisk, at vi endelig er nået så langt! "

Og det fik jeg jo ret i. Babyen kommer fra min mave. Og der er leveringsdato i slutningen af februar. Det er dejligt - rigtig, rigtig dejligt!!

Når jeg fortæller om vores historie, og at jeg hele tiden har vidst at jeg skulle være mor (om det så blev via adoption eller via min livmoder) kommenterer en del, at det dog var heldigt at det lod sig gøre at vi kunne få vores "eget" barn. Og det kan de jo for så vidt have ret i. Men deres kommentarer om at det jo ikke er det samme med et adoptivbarn - at man jo ikke kender adoptivbarnet på samme måde - og at det ikke ville være det samme - det sårer mig faktisk.

Sidste gang var der en der kommenterede, at hun da ikke forstod hvorfor kvinder på 60 ønskede at blive gravide, når det nu ikke engang ville blive deres eget barn (fordi de bruger donoræg). Nu skal jeg ikke kaste mig ud i en diskussion om ønsket om at blive mor som 60 årig - men at det ikke skulle blive ens "eget" barn, fordi man har benyttet donoræg er da helt skævt (efter min mening). Moderskab/faderskab er i mine øjne et spørgsmål om kærlighed. Ikke om der er benyttet donoræg, donorsæd eller om en helt fremmed kvinde bærer barnet under graviditeten.

De sidste par måneder har gjort mig ret sikker på, at jeg ville glæde mig i lige så høj grad, hvis jeg vidste, at der sad en lille størrelse i Afrika, Indien, Kina eller et helt andet sted i verden og ventede på at blive hentet af os til februar. Vi ville gøre os de samme overvejelser om hvem han/hun var, længslen og ønsket om at februar måtte komme hurtigt ville være den samme. Børneværelset og børnetøjet ville blive indkøbt med lige så stor kærlighed. Det er jeg ret overbevist om! For vi aner jo heller ikke hvem den lille trold i maven er. Der er ingen der ved om hun vil ligne mig eller min kære mand. Og helt sikkert er det at hun under alle omstændigheder bliver helt sin egen.

At rejsen mod adoption, donorsæd eller donoræg kan være smertefuld det ved jeg. Jeg kan ikke idag sidde og sige hvad vores næste skridt havde været, hvis vores syvende og sidste forsøg var mislykkedes. Vi havde ikke opgivet drømmen om et barn, det ved jeg. Dertil var drømmen for stor og for stærk. Men det er vel et spørgsmål om at ændre sine drømme. At det ikke bliver en lille lyshåret størrelse som én selv - at man ikke føler at man kan "forvente" at barnet i større eller mindre grad kommer til at ligne én i interesser, talenter og udseende. At man ikke får lov at opleve en graviditet. Eller at man ikke ved hvad barnet har oplevet, inden man selv får lov til at give det tryghed og kærlighed.

Jeg ved at jeg er heldig. Sådan at få lov at opleve en graviditet og få lov til at kigge på mit barn og tænke "hvem ligner hun". Men når jeg kigger på det store billede føler jeg idag, at det er små detaljer. Det jeg glæder mig mest til, er at hun kommer til verden. At hun er hos os. At vi kan give hende al den kærlighed, som en lille dejlig trold fortjener.

Og måske føler jeg i virkeligheden, at de børn der er kommet til som et resultat af donoræg, donorsæd og adoption, i endnu højere grad er ønskebørn. Sådan nogle man har ventet på længe og som derfor får en helt særlig plads i forældrenes hjerte.

Til slut et billede af den trold vi venter på - hun vejer idag 2262 g. (sådan cirka altså)....

En lille tyksak!

2009-12-24T14:09:00.003+01:00

Trolden ville gerne hilse på i mandags. Vi har fået de fineste billeder med hjem af hendes ansigt, et par hænder og et par fødder. Benene og armene lå godt og dækkede for ansigtet endnu engang, men det lykkedes at få lidt fostervand ind foran ansigtet, så vi kunne få nogle fine billeder med hjem. Jeg har ikke lige fået taget mig sammen til at få dem lagt på computeren, men det kommer, og så skal i nok få lillepigen at se. Hun er super fin og har flotte store runde kinder. Ja flowet i navlestrengen er der vist ikke noget galt med :o) Næring får hun nok af!

Rigtig god jul til alle jer i blogland!

10 uger tilbage og +10 kg

2009-12-19T11:21:00.003+01:00

Så har jeg nået fulde 30 uger. Og det falder sjovt nok sammen med at jeg har taget 10,1 kg på ialt.

Et eller andet sted har jeg engang læst at en vægtøgning på 0,5 kg svarede til et kalorieindtag på 3500 kcal. Det vil sige, at jeg har indtaget sådan cirka 70.000 kcal ud over min normale diæt over de sidste 30 uger..... Det svarer til 166 l. Coca Cola (af den rigtige sukkerholdige slags), 9,7 kg Kærgården, 20 kg ris før det er kogt eller næsten 19 kg jordbærroulade :o) Og det har jeg fortæret på 30 uger.... Meget godt gået, for en der aldrig før har været i stand til at tage på!

Med jordemoderens retningslinjer skal jeg tage yderligere 500-800 g på pr uge. Så jeg bliver ved med at spise løs! Hvornår får man lige lov til det igen??

1392 g

2009-12-13T18:17:00.007+01:00

Så vejer den lille trold 1392 - sådan cirka altså :o)

Vi var til 2D/3D/4D scanning idag, og havde jo håbet på et billede af prinsessens ansigt, men der måtte vi tro om igen. I fulde 45 minutter lå hun og hyggede sig med begge ben og en arm oppe foran ansigtet. Den anden arm var placeret mellem benene, så det var lige før vi heller ikke kunne se, om det nu også er en pige. Men det er der vist ikke længere tvivl om!

Vi fik nogle fine billeder med hjem - først et billede af en hånd der holder om en fod - og så det bedste ansigts billede hun kunne fremvise. Godt gemt væk bag hænder og ben :o)

Moderen både hoppede, dansede, skubbede og stod næsten på hovedet. Men trolden lå bare dejligt, og følte absolut ingen trang til at flytte sig det mindste.

Derudover fik vi en DVD med hele scanningen, og de bedste billeder i print.

Vi har fået en ny tid om en uge, hvor de skal se om hun ikke har lyst til at hilse lidt mere på sine forældre. Jeg er blevet instrueret i at drikke noget koldt og sødt lige før scanningen, da det skulle sætte lidt skub i bevægelserne hos trolden.

Men skønt var det nu at se hende igen, igen.... Det bliver man vist aldrig træt af!

2. besøg hos jordemoder

2009-12-11T21:45:00.003+01:00

Igår blev det så tid til vores andet besøg hos jordemoderen. Alt var som det skulle være - målet på min livmoder lå lige midt på kurven, og hun skød babyen til at være omkring 1.300-1.400 g. Synes godt nok det virkede lidt hokuspokus agtigt.... Men hun kunne da vise os hvor bagdelen lå, hvor hovedet lå og hvor fødderne lå. Det var nu kun bagdelen vi selv kunne mærke (kan der mon være nogle gener fra min familie, der er gået igen hos trolden???).

Jeg ytrede en hvis usikkerhed omkring min vægtøgning - er nu oppe på at have taget 9 kg på! Hvilket jeg jo synes er meget... Men hun havde regnet lidt på mit bmi før jeg blev gravid og sagde, at jeg gerne skulle helt op på 15-18 kg i alt.... Jeg bliver jo kæmpestor!! Nå ja - som manden siger - jeg skulle jo nødigt komme til at ligne et fugleskræmsel efter babyen har ammet. Og jeg skal altså ikke ned på 52 kg igen. Det er altså for lidt! Så jeg må vist hellere blive ved med at spise i store mængder :o)

Smerter igen....

2009-12-09T11:57:00.004+01:00

Smerterne kom desværre igen natten mellem mandag og tirsdag, så igår fik jeg en hastetid hos en læge på svangreambulatoriet. Og selvfølgelig var smerterne stort set forsvundet da jeg kom ind til ham..... Typisk. Nå - han scannede, følte efter og tilkaldte derefter overlægen der kom slæbende med en ung læge under uddannelse. Så hele tre mænd stod og undersøgte maven og underlivet. Godt man har været igennem fertilitetsbehandlinger - ellers tror jeg da at den oplevelse kunne have været lettere grænseoverskridende.

Og det ER muskelknuden der giver lyd fra sig. Om det var et spørgsmål om den blev mast, eller om den bare giver lyd fra sig uden årsag, kunne de ikke svare på (håber på det sidste, så smerterne ikke kommer til at komme oftere, som babyen bliver større). Jeg fik en recept på noget smertestillende - meeen overlægen sagde at det kunne reducere fostervandet og at der kunne ødelægge blodkarerne i babyens lunger. Men at så længe jeg kun tog dem i omkring 2 dage af gangen, så var det helt ok..... øhhh jeg var ikke helt tryg på dette tidspunkt. Da jeg så læser indlægssedlen står der følgende under punktet graviditet:

"Du må ikke tage Diclon de sidste 3 mdr. før forventet fødsel. Du må kun tage Diclon i de første 6 mdr. af graviditeten, hvis det er strengt nødvendigt og efter aftale med din læge."

Det er rart at have en nødbremse i skuffen, men tror helt ærligt ikke at jeg kommer til at tage dem. Så vil jeg hellere græde mig igennem smerten og gøre alt for at babyen ikke bliver udsat for dette - åbenbart ikke helt ufarlige præperat.

Der er desuden bestilt barnevogn - Emmaljunga Big Supreme i "offroad" med cryptonite stel. Jeg har taget hul på at lære at strikke, så den første lille bolero til vores prinsesse er undervejs. Der er en del småfejl - men hun er nok ligeglad :o). 3. trimester er godt igang, og glæden bliver bestemt ikke mindre!

1120 g

2009-12-05T12:36:00.002+01:00

Så var vi til endnu en kontrolscanning igår og alt var som det skulle være. Trolden vejer nu 1120 g og muskelknuden er stadig ikke vokset yderligere. Så der er kontrolscanning igen lige efter nytår.

Det er altså meget mystisk når den lille bevæger sig på skærmen og jeg samtidig kan mærke det i maven. Og så kan jeg efterhånden mærke hvordan den lille ligger. Igår sparkede den lille i højre side og sandelig så var det der jordemoderen fandt fødderne :o)

Nu er livmoderen blevet så stor at trolden kan sparke mig i ribbenene - ikke synderligt behageligt.... men hyggeligt!

Status

2009-12-02T11:34:00.002+01:00

Smerterne kommer og går, men er på ingen måde så slemme som i mandags. Jeg har sovet fantastisk de to sidste nætter, og jeg har fundet ud af at jeg skal lade være med at sidde i sofaen, så har taget en spisestuestol hen foran fjernsynet, så jeg alligevel kan følge med i verdens begivenheder.

Den lille bokser stadig afsted. I starten var det kun sparkene jeg kunne mærke. Nu er det også bevægelser - langsomme som hurtige - bagved mit maveskind. Jeg er ikke særlig glad for den lille, når der bliver trampet på underlivet, men jeg synes det er noget så hyggeligt når trolden prøver at komme ud igennem navlen eller laver strækøvelser, så hovedet stikker ud i venstre side af maven og benene i højre side af maven. Ikke at jeg helt kan kende forskel på top og bund af den lille endnu. Det kan også fremkalde stor jubel hos manden, når trolden bevæger sig mens hans hånd er på min store runde mave.

Jeg har rundet de 60 kg, så jeg har indtil videre taget omkring 8 kg på. Hvis jeg regner mit bmi ud, så er jeg stadig "normal vægtig". Så jeg kan vist godt blive ved med at spise - appetitten er der ikke noget galt med. Spiser vist mere end min mand i øjeblikket :o)

Smerter

2009-11-30T19:33:00.003+01:00

Jeg vågnede kl. 2 i nat for at gå på toilettet, og da jeg kom tilbage i sengen havde jeg smerter på hele højre side af maven, ned i højre lår og på hele højre side af ryggen. Manden prøvede at afhjælpe med lidt massage, men det holdt bare ikke op.

Kl. 4 opgav jeg at få sovet, og stod derfor op. Gik lidt frem og tilbage i stuen for at prøve på at "løsne" musklerne.

Ca. 4.30 gik jeg i seng igen, men kl. 5.45 opgav jeg drømmen om mere søvn, lavede mig en kop the og så fjernsyn. Smerterne blev mildere omkring kl. 7 hvor jeg fik sovet lidt på sofaen indtil manden stod op og fik hjulpet mig tilbage i sengen. Omkring kl. 10 gik jeg på toilettet igen - og kunne derefter næsten ikke stå på benene af smerte. Manden fik hjulpet mig med at tørre mig efter et bad (der ingen lindrende effekt havde) og hjalp mig i tøjet.

Kl. 11 kom min mor og søster til honningkage-hus-byggeri, og en times tid senere kunne jeg fungere mere eller mindre normalt igen. Smerter er dog ikke forsvundet helt, men jeg kan da fungere og selv komme op og ned af sofaen....

Hva' fa'en er det der gør så ondt? Jeg syntes at kunne lokalisere en meget stærk smerte der ligesom kom bagfra muskelknuden. Smerterne var der ligegyldig om jeg stod op, lå på siden, på ryggen eller sad på en stol.

Det var ikke veer (smerten var konstant) og babyen bokser stadig fint rundt i maven (hvilket beroliger mig meget!). Tror måske jeg bør ringe til svangreambulatoriet i morgen. De har jo i forvejen fokus på muskelknuden, og vi har en aftale om scanning på fredag. Hmm. Håber bare ikke det kommer igen....

Ét kilo

2009-11-29T18:38:00.004+01:00

Så er endnu et skarpt hjørne passeret. Ifølge Politikens graviditetsbog har trolden nu passeret ét kilo. Og det er jo en hel lille baby! Og så er der kun mindre end 3 mdr. til at vi når terminsdatoen. Vildt at jeg allerede har været gravid i 6 måneder.

Vi er desuden blevet enige om en Emmaljunga Big Supreme vogn, men da jeg stadig ikke er i 3. trimester venter vi med at bestille den til næste uge. Så satser vi på, at de kan nå at få den hjem før trolden hilser på verden. Var der noget med en madras, som vi skulle sikre os at få i et alternativt mærke?? Synes jeg husker noget....

Og så er diskussionen om navne godt igang. Eller igang og igang er måske så meget sagt. Vi har for nogle måneder siden, lavet en lang liste med fine pige navne. Men det er ligesom manden kun synes, at det ene dur. Så hver gang han snakker med trolden, bliver hun tiltalt som xx. Tror han prøver på at vænne mig til, at det er det hun skal hedde. Det er nu også et fint navn, men jeg synes jo bare, at der er så mange andre fine navne at overveje.

Indtil vi har truffet en beslutning holder vi navnene tæt til kroppen - vi gider ikke at hele familien lige pludselig har en mening om de navne vi overvejer :o)

Hikke?

2009-11-19T20:55:00.003+01:00

Både i går og idag er der kommet en rytmisk svag bevægelse fra maven. For langsom til at være min puls og for konstant rytmisk til at være en egentlig bevægelse hos trolden. Begge gange varede det vel omkring 5 minutter. Den eneste forklaring jeg kan finde, er altså at den lille havde hikke!

Mine drømme handler i høj grad om trolden. For et par dage siden drømte jeg om veerne. Og min konklusion var, at det var noget opreklameret noget, for det gjorde stort set ikke ondt. Den næste nat fik jeg tvillinger - en dreng og en pige - men lidt senere i samme drøm var det blevet til (hold fast) 4 piger og 3 drenge. De var små, men de var mine!

Idag har den lille desuden sagt goddag til sin oldemor på mormoderens side med et meget fint sidespark. Oldemors kommentar var "Ihh - det var meget tydeligt". Hun selv var aldrig til hverken jordemor eller læge undervejs i graviditeten - for hun var jo bare gravid....

Et hadet folkefærd

2009-11-15T12:15:00.003+01:00

Jeg er blevet til en af dem, som jeg tidligere har hadet i bybilledet. En af de gravide. En af dem med maver, der bare skal vises frem for hele verden.

Hvor har jeg haft lyst til at hvæse af dem mange gange. Hvor har jeg hadet deres behov for at vise deres lykke frem. Hvor har jeg hadet de mange kvinder i babybutikkerne - deres guldklumper og deres måde at tage det hele forgivet på. At de da slet ikke så ud til at vide, hvor heldige de var.

Og nu er jeg selv blevet en af dem. En af dem der tager tøj på, så man ikke er i tvivl om, at der gemmer sig et lille væsen i maven. En af dem der aer maven kærligt. En af dem der smiler til verden og er lykkelig. En af dem der går ind i babybutikker og føler jeg hører til.

Jeg håber, at de kvinder der hader mig nu, husker på at det ikke er alle maver der er resultatet af en kort venteperiode og hygge i soveværelset.

Men der er i bund og grund ikke noget at gøre ved, at jeg (hos nogen) er et hadet folkefærd. For jeg er så glad. Så glad for at maven er min!

Et farvel til medicinen

2009-11-12T16:19:00.004+01:00

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at rydde op i skabet under vores håndvask.

Udbyttet blev restmedicin af følgende typer:
Pregnyl
Orgalutran
Pergoveris
Ovitrelle
Synarela
Gonal-f
Prednison
Østradiol
Crinone
Suprefact
Gravitamin
Fertil Forte
Alkohol swaps
og 3 små fyldte kanylebokse og 1 stor fyldt kanyleboks

Og det er altså ikke fordi, jeg ikke har været på apoteket undervejs i processen og aflevere restmedicin og kanyler....

Gravitamin og lignende er blevet købt flere gange - de nåede sjovt nok at gå over holdbarhedsdatoen, før jeg fik spist dem alle. Fertil Forte blev indkøbt, da vi nok inderst inde vidste vi havde et problem (så lang tid burde det da ikke tage at blive gravid) og resten - tja det er fra vores behandlinger.

Det er næsten helt vemodigt at sige farvel til medicinen - det har jo været vores trofaste ven i løbet af de sidste 2 år+ Men trolden gør sit bedste for at overbevise mig om at jeg skal være mor til februar, så jeg tager afskeden til behandlingerne i små skridt. Der er stadig en meget fyldt skuffe med behandlingspapirer, planer, papirer om frosne æg, informationsmateriale m.m. som der skal ryddes op i. Men det må vente lidt endnu.

Influenza, scanning og en voksende mave

2009-11-09T19:51:00.005+01:00

Så var det tid til "uge 24" lægebesøg sidste torsdag. Livmoderen blev målt til 24 cm (tror den bliver skubbet en del fra siden af pga. muskelknuden) og blodtrykket var helt normalt. Så fik vi også snakket lidt om influenza vaccinen, og jeg har valgt at takke nej. Risikoen er stadig meget lille for at man kommer til at mærke noget alvorligt til influenzaen, og der er ingen umiddelbar risiko for barnet. Så jeg tager influenzaen hvis den slår ned, og så må jeg tage kontakt til lægen der og evt. få noget tamiflu, hvis det skulle blive nødvendigt.

Fredag var vi til endnu en scanning af trolden. Den vokser helt som den skal, og vejede i fredags 690 g. Helt vildt at den lille er blevet så stor! Muskelknuden bliver ved med at være samme størrelse, så det er dejligt. Næste scanning er om 4 uger. Og så fik vi det fineste billede med hjem af troldens fod :o)

Jeg vokser! Har hele vejen igennem forløbet haft perioder hvor jeg bare ikke føler mig hjemme i min krop. Det er lidt underligt, for jeg har jo altid synes at gravide kvinder var super smukke. Og nu sidder jeg her og føler mig egentlig bare stor og ikke særlig smuk. Men hvem ved, måske det kommer.

Den første sne

2009-11-04T16:48:00.003+01:00

Den første sne er landet. Kun kortvarigt, men dog alligevel, så der kom et lyst tæppe over græsplænen. Og tænk engang. Næste år, når den første sne falder, da har jeg en lille baby! Tit når den lille hilser fra maven, får jeg tårer i øjnene over det mirakel der er sket. Glæden kan ikke sammenlignes med noget jeg har oplevet tidligere. Det tætteste jeg kommer, er nok dagene omkring mit bryllup. Da var jeg også helt igennem lykkelig!

Min dejlige mand har et kæmpe beskytter-gen. Det vidste jeg jo egentlig godt, men efter jeg er blevet gravid viser det sig endnu tydeligere. Jeg får pænt at vide, at jeg ikke skal sidde der og stikke til babyen i maven - for hvordan ville jeg selv have det, hvis der var en der hele tiden skubbede mig frem og tilbage. Jeg får ikke lov til at bære indkøbsposerne, også selvom det betyder, at han skal slæbe det hele. Når jeg er træt, så bliver der hentet en god pude fra soveværelset - også selvom jeg protesterer. Og så bliver der selvfølgelig spurgt ind til den lille hver dag når han kommer hjem fra arbejde. Når vi er heldige, så har den lille trold også lyst til at hilse på farmand - og så bliver der slået kolbøtter til vores alles store fornøjelse!

Jeg har lavet en pagt med mig selv - jeg må hverken købe, hækle eller sy baby ting, før jeg er i tredje trimester. Lidt overtroisk må jeg vist være.

Valgmuligheder

2009-11-01T16:26:00.004+01:00

Der er så uendelig mange valgmuligheder. Oprindeligt havde jeg forelsket mig i Emmaljungas Big Supreme med deres nye letvægtstel. Men nu hører jeg at lægtvægtstellet har haft en del start vanskeligheder. Så skulle man måske kaste sig ud i en Odder model og deres letvægtstel? Hmm. Begge har udfordringen, at jeg synes de fylder meget i vores bagagerum. Så kunne man istedet købe en kombivogn, og have en "sovevogn" stående herhjemme. Men vil man ikke blive træt af ikke at have en barnevogn at tage med sig, når barnet har rundet sit første år?

Hmm. Må vist ud og kigge igen, igen. Det er nu også meget hyggeligt, og så har man jo en god undskyldning for også lige at skulle forbi tøjafdelingen med de bitte størrelser. Ihh hvor bliver det altså skønt!!

Endelig....

2009-10-26T14:23:00.003+01:00

Endelig et brev fra Glostrup hospital, hvor de skriver, at de nu har fået papirerne om mine tidligere celleforandringer i livmoderhalsen, og at de er tilfredse med de resultater der blev fundet dengang. Så den gynækologiske afdeling vil altså ikke se mig igen. Det har så også kun taget dem 2 mdr. at komme til den konklusion....

Jeg øver mig....

2009-10-23T21:52:00.003+02:00

Det er skønt at være gravid med en lille trold. Jeg tror det er øvelser fra mine vandaerobic-timer den lille efteraber. Nogle gange føles det som om der bliver slået kolbøtter i min mave - det er lidt voldsomt, men skønt at blive mindet om indholdet af min efterhånden store mave.

I mit hoved bliver den mest omtalt som "den lille" hvor min kære mand bruger "hun" og "hende" i et væk. Og hvorfor egentlig spurgte han forleden.

Hmm... Måske fordi jeg først lige er kommet til erkendelsen af, at jeg er gravid. At der er noget i min mave der giver lyd fra sig - og det er dejligt! Men at jeg skal være mor til en lille pige - der er jeg ikke helt endnu. Men jeg øver mig. Øver mig i at sige "hun" om det lille mirakel i min mave.

En trold!

2009-10-19T20:01:00.002+02:00

Idag kunne jeg mærke noget hårdt helt oppe under navlen - og mens jeg sad og følte mig frem til hvad det mon var, så bevægede det sig!! Det er sikkert og vist - der er en lille trold i min mave!

Nej, jeg er ikke bare fed

2009-10-12T22:03:00.004+02:00

Idag var jeg i svømmehallen til vandaerobics, og så var det at en helt fremmed dame kommenterede min gravide mave. En anden fremmed dame smilede desuden meget sødt til mig lige efter hun havde kigget på min nøgne mave, da jeg var ved at klæde om.

Så nu må det kunne ses tydeligt - altså at jeg ikke bare er ved at blive fed, men at jeg rent faktisk er gravid. Så dejligt, så dejligt.

Der er stadig gang i den lille et par gange i løbet af dagen - det er så dejligt at kunne mærke og se sparkene på mit maveskind.

Og så står tårene ellers i kø. I går græd jeg, da det slog mig at jeg skal være mor (det hænder at jeg tror på at miraklet er sket). Idag tudede jeg over en serie i fjernsynet. Men så er det godt jeg har en mand, der giver dejlig varme kærlige knus!

Jeg er både elsket og gravid - livet er skønt!

En pige???

2009-10-09T21:59:00.003+02:00

Så blev det tid til gennemscanningen og hun mente at det med 90% sikkerhed blev en lille pige.... Ja, der kan man bare se. Det har virkelig gjort det tydeligt for mig hvor ligegyldigt kønnet er - bare det er en rask lille baby, og indtil videre går alt som det skal! Hjertet var meget tydeligt med de 4 kamre og klapperne, der klappede frem og tilbage. Tænk at de 4 celler vi så oprindeligt, kan finde ud af at skabe en lille perfekt krop hvor alt fungerer. Det er da fantastisk!

Manden ville oprindeligt helst have en pige - jeg tror det er med håbet om at piger er mere stille og ikke bruger så meget energi på krig, våben og fodbold. Så han var vist godt tilfreds idag - selvom han nu egentlig også var ret glad for tanken ved en lille dreng.

Glæden er ved at indfinde sig selv i det lille hjem - tog mig selv i at danse rundt og synge med på Lisa Ekdahls sange før scanningen - noget jeg ikke kan huske jeg har gjort de sidste mange år. Jeg tror, at jeg lige så langsomt heler inden i.

Og så skal vi til at tænke over andre navne, kigge på kjoler og drømme røde tanker. Det er nu heller ikke så skidt endda :o)

Hørelsen er kontrolleret!

2009-10-05T12:40:00.003+02:00

Jeg tror den lilles hørelse er i orden. I lørdags var vi inde og se "Pigen der legede med ilden" og på et tidspunkt i filmen, kommer der en meget høj lyd. Babyen der ellers havde ligget stille stort set hele filmen gav noget af et spjæt i maven. Skønt at få små hilsner - selvom den lille måske blev lidt forskrækket...

Jeg er nu den heldige ejer af hele 2 par ventebukser, så jeg har lidt at skifte imellem. Jeg vokser bare hurtigt nu, og min mor der ikke havde set mig i 2 uger havde næsten tårer i øjnene, da hun så min fine mave.

Livet giver mig ellers lidt bokseslag fra højre og venstre, men jeg lander da heldigvis på benene. Jeg er nu blevet hjemmegående huskvinde frem til fødslen. Herefter er det vel i orden at kalde sig selv for hjemmegående husmor... Glæder mig til de næste 5 måneder med fokus på mig, manden og maven. Vi hygger os herhjemme!

Ikke helt skidt

2009-09-29T21:22:00.004+02:00

Min fødselsdag have også sine positive sider. For første gang holdt manden sin hånd på min mave samtidig med at den lille møffede rundt, så det kunne mærkes både inden i og uden på. Noget der har gjort, at hans store dejlige hænder nu bruger en del tid på min mave....

Jeg mærker liv hver dag nu - ville bare ønske der var en tænd-knap, så jeg kunne tænde for den lille, når jeg havde behov for at blive bekræftet i det fantastiske mirakel! Men så er det godt med en baby-watcher!

Oldgammel 30 årig

2009-09-25T16:16:00.004+02:00

Må man godt have lidt ondt af sig selv engang imellem?

Jeg ringede til jordemoderen i går morges, til lægen lige efter, kl. 10.30 fik jeg en tid, og 10.40 ringede lægen til Glostrup hospital for at høre, hvad hun skulle gøre med mig.

I et stykke tid har jeg undret mig over en klump/bold, der ligger til højre for livmoderen. Den er vokset, og gjorde mig efterhånden lidt nervøs. Lægen undrede sig ligeså meget, hun målte den til 8 gange 8 cm, og begyndte at mumle om indlæggelse, operation og omtalte den som en tumor. Begrebet tumor har for mig en bestemt betydning - nemlig kræft. Hun sagde meget andet, men begrebet tumor blev sjovt nok hængende i min bevidsthed.

Jeg blev ikke indlagt, men fik en tid på Glostrup i dag kl. 13.40, og de kunne konstatere at det heldigvis kun er en muskelknude der er vokset. Den er blevet så stor, at blodforsyningen ikke længere kan følge med, og den er derfor begyndt at dø indefra. Det kan åbenbart give store smerter - hvilket den heldigvis da ikke gør endnu. De kan ikke fjerne den, da den ligger delvist i livmodervæggen, så den skal blive siddende, og så kan de hjælpe med smertestillende hvis det bliver relevant. Jeg skal scannes 1 gang om måneden for at følge med i om barnet bliver ved med at vokse som det skal, da det åbenbart for nogle kan blive et problem.

Hmm alt i alt er både jeg og babyen stadig i god form! Men sikken måde at bruge sin 30 års fødselsdag på. Jeg føler mig mindst 15 år ældre end jeg gjorde for 3 år siden. Jeg er helt ødelagt, og fik ikke sovet meget i nat.

Dejligt at min sikkerhedspakke er ankommet - babywatcheren er blevet brugt i stor stil siden den ankom i tirsdags. Mange tak til Fru P!! :o)

Den første hilsen

2009-09-21T20:39:00.002+02:00

Den hilste på mig i morges! Fine små spark helt oppe imod navlen. De kunne både mærkes indvendigt og udvendigt. Helt fantastisk! Da manden lagde hånden på min mave, var den desværre holdt op. Jeg blev liggende i ½ time i håbet om at den ville snakke lidt mere til mig, men det ville den ikke....

Og så har jeg fået en besked fra postmanden - min sikkerhedsgave er på posthuset og kan hentes i morgen!

Klog kollega

2009-09-18T21:50:00.004+02:00

En klog kollega sagde idag - vær glad for at du er glad - men lad være med at være ked af, at du ikke er gladere. Hun har selv været igennem fertilitetsbehandling, og er nu uhelbredelig syg af kræft.

Og hun har så evigt ret. Det skal jeg til at huske mig selv på!

For jeg har gået og haft dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at jeg endelig er gravid, og stadig ikke er lalleglad og evigt lykkelig.

Men min virkelighed er bare sådan. Jeg er vant til skuffelser. Ikke vant til at tingene går som de skal - specielt ikke når vi snakker min krops evne til at blive gravid. Så min virkelighed er fyldt med realisme (måske lidt for meget vil nogen mene....). For der er ikke noget der hedder, at jeg helt sikkert står med en levende baby i mine arme om 6 mdr. For der er ikke noget der er 100% sikkert. Og sådan er det bare - og i min virkelighed fylder det en del!

Jeg tager mig selv i at være bange for, at for mange fra arbejdet kommer til at vide jeg er gravid. For tænk hvis det ikke går alligevel, så skal jeg fortælle den frygtelige nyhed til så mange. Men rygtet spreder sig, og flere og flere ved det. Og det er jo sådan set meget naturligt, men samtidig en smule angstprovokerende.

Jeg arbejder stadig på at acceptere at jeg er BIB'er - og nok bliver ved med at være det lang tid fremover. Heldigvis er jeg da blevet langt gladere end jeg var for 4 mdr. siden - og det må være nok! Så ikke mere dårlig samvittighed her - basta.

Som en medblogger skrev - så betyder det bare, at vi i endnu højere grad ved hvilket mirakel det er, når der så rent faktisk kommer en baby!

Jeg vil bare så gerne snart kunne føle babyen. Mærke den. Men det kan jeg ikke. Ikke endnu.

Men der er en gave på vej med posten, der skal berolige mit sind - og den kommer måske allerede imorgen....

Første jordemor besøg

2009-09-10T21:36:00.003+02:00

Så var det tid til første jordemor besøg. Jeg var forberedt på at det kun ville være snak, snak og snak, men det var faktisk en positiv oplevelse. Hun kommenterede vores lange vej til graviditeten, og vi fik begge lov til at sætte lidt ord på vores foreløbige oplevelse med graviditeten, som vi stadig ikke helt tror på.

Men der var hjertelyd!! Hun sagde at vi endelig måtte ringe hvis vi blev bekymrede for om babyen stadig var i live, for så kunne vi komme forbi og høre hjertelyden igen. Dejligt at der er plads til at være lettere skadet igennem for mange psykiske op og nedture i behandligssystemet.

Hjertelyden var så dejlig at høre, at tårene endnu engang meldte sig. Det lød så stærkt og helt fantastisk!!

Når jeg tænker på at vi skal være forældre, sniger der sig altid en "med al sandsynlighed" eller "højst sandsynligt" ind i sætningen. Så det der med at tro - og være fast i troen mangler jeg stadig. Men det kommer forhåbentlig, når babyen begynder at røre på sig.

Og for øvrigt - så bliver det nok en dreng, hvis vores intelligender taler sandt :o)

Endelig

2009-09-06T13:22:00.003+02:00

En levende baby i mine drømme!!! Den var min og den var levende!!

At den så bed i mine br*stv*rter er en helt anden sag.

Små glimt af lykke

2009-08-30T21:39:00.002+02:00

Engang imellem overvælder tankerne mig, og jeg kan få tårer i øjnene bare ved at tænke på det lille væsen, der er ved at forme sig i min mave.

Men det kommer desværre kun i glimt - det er vist stadig for godt til, at det kan være sandt.

Jeg har stadig svært ved at forholde mig til andres børn. Eller nogle børn. Tog mig selv i slet ikke at have lyst til at kigge på en sød lille baby eller søge dens opmærksomhed i sidste uge. Jeg kunne simpelthen ikke. BIB tankerne ligger stadig på lur!

Og hvor jeg hader kommentaren "bare vent, der er jo mange der får nr. 2 helt naturligt! Når man først har fået nr. 1 så slapper man ligesom mere af"...... Øhh bad jeg om din teori om barnløshed og årsagerne dertil? Bare fordi nogle få får nr. 2 helt naturligt, så betyder det jo ikke at jeg bare kan læne mig lykkeligt tilbage og tænke - "gad vide hvornår nr. 2 kommer dumpende". For der er en forsvindende lille sandsynlighed for, at det kan lade sig gøre nogensinde! Det er jo netop derfor jeg siger at dette bliver den eneste!

Hvis jeg "bare" havde uregelmæssige ægløsninger, eller manden "bare" havde nedsat sædkvalitet - jamen så kunne det da måske - og stadig kun måske lade sig gøre.

Men sagen er den, at sædcellerne ikke kan lide mine æg. Eller også kan mine æg ikke lide sædcellerne. Og bare fordi vi har fået nr. 1 så ændrer det vel ikke på "lugten" af mine æg.... Folk skulle lære at holde deres mund! (Selvom jeg jo godt ved de mener det godt....)

Jeg tror jeg bliver så gal, fordi jeg ikke har lyst til at håbe på en nr. 2. Jeg er dødsensangst for at komme til at håbe på en nr. 2. Jeg har altid ønsket at få 2 børn, - men livet vil det anderledes. Og jeg skal ikke bruge de næste 10 år på at håbe på en nr. 2, i stedet for at nyde den ene, dejlige, vidunderlige baby, der er ved at forme sig i min mave. For det er den gave vi får. Og det må være mere end rigeligt. Mere end vi har turde håbe på de sidste 4 år.

Men i bund og grund er jeg misundelig (dybt misundelig) på de kvinder der selv kan bestemme hvor mange børn de vil have. I mine øjne så lever de et luksus liv, hvis de selv har kunnet producere nr. 1. Og måske oven i købet inden for en rimelig ventetid. Så er der nemlig ingenting der gør, at de bør være nervøse for om de kan få en nr. 2, 3 og 4.... Og tænk at have mulighed for at bestemme så meget over sit eget liv. De ved ikke hvor stor en gave det er!

Men lykken kommer heldigvis i glimt, for det har jeg behov for. Specielt fordi BIB tankerne stadig fylder. Lidt for meget efter min mening.

NF scanning overstået

2009-08-21T17:13:00.003+02:00

Så er nakkefoldsscanningen overstået! Den var der stadig, hvilket i virkeligheden var det, der bekymrede mig mest inden scanningen. At den ville være borte har fyldt rigtig meget i mine tanker. Men den var der, og den bevægede sig fint inden i min mave. Risikoen blev vurderet til 1:13.222. Et fantastisk tal synes jeg!

Oplevelsen blev dog en smule trykket, allerede da jeg sad i venteværelset. Sekretæren kom ind og sagde, de havde ringet fra gynækologisk afdeling, fordi jeg også havde en tid hos dem. En af de andre mente, at hun kunne se, jeg var skrevet op til en abort. Hvilket jo ikke kan være længere fra sandheden.

Efter scanningen blev vi sendt på gynækologisk, og der var ingen der havde lyst til at fortælle hvorfor vi var der, før vi blev ført ind til to læger og en sygeplejerske. Det viste sig, at min egen læges kommentar, om at jeg havde haft celleforandringer, havde gjort, at der var blevet bestilt tid til mig. De undersøgte mig, og så heldigvis intet der tydede på, at der var noget galt. Vi vil få et brev fra dem, når de har modtaget papirerne fra den læge der udførte keglesnittet. Her vil de tage stilling til, om der skal gøres noget mens jeg er gravid..... Men det får de altså ikke lov til. Vi har kæmpet fire år for at få en baby - og så skal de altså ikke rode rundt i mit underliv!

Men babyen har det fint - og det må vel være det vigtigste lige nu!

Drømme

2009-08-14T15:34:00.003+02:00

Bliver man aldrig andet end BIB'er? Har det virkelig sat så dybe ar i sjælen at tankerne og følelserne bliver hængende i BIB-verdenen?

Eller er jeg bare utålmodig og må vente på at den lille giver lyd fra sig i maven, så verden bliver opslugt af den nye virkelighed - nemlig at jeg skal være mor?

Jeg vil så gerne ud på den anden side og nyde at vigtigste i min lille verden er ved at ske. At alt andet er ligegyldigt. Så evigt ligegyldigt. Det er detaljer - og kun detaljer.

Lige nu føler jeg at jeg hænger i håndbremsen, og nætterne er fyldt med drømme om en livmoder der forsvinder.

Min mave

2009-08-12T21:11:00.007+02:00

Tiden går fremad. Langsomt men sikkert. Vi har først tid til NF fredag d. 21. august, så vi når at skulle klare os uden scanning i næsten 4 uger. Lettere skrækindjagende. Vi ved jo desværre hvor hurtigt det kan være forbi, men der er heldigvis intet der tyder på at det er overstået. Snarere tværtimod. Jeg kan ikke mærke om livmoderen er vokset, men den ligger ligesom højere i bækkenet end den gjorde for et par uger siden. Nu kan jeg nemlig mærke den over skambenet - også selv om jeg lige har tømt blæren. Jeg hilser på den flere gange dagligt, og kan ikke gå på toilettet, uden lige at hilse på den lille bold i maven. Billedet nedenfor er fra d. 31. juni, så det er efterhånden et par uger siden. Den har ikke været helt så tydelig den sidste uge - det er ligesom den ligger anderledes og derfor ikke bliver trykket helt så meget frem længere. Men tydelig det er den da! (Skal lige sige at dette altså er med en fyldt blære - ellers kan jeg ikke se den)

Idag er jeg 11+6 hvilket betyder at jeg er 12 uger henne imorgen. Skæringspunktet som jeg har ventet på er her - men alligevel er jeg ikke helt tryg. Jeg har ikke tænkt mig at offentliggøre det på arbejdspladsen før jeg har været til NF. Det tør jeg ikke.

Vi glæder os!! Manden har helt spontant købt en IntelliGender over nettet - så bliver det spændende at se om det er en dreng eller pige vi skal have til vinter! Lige nu tror jeg det bliver en dreng - hvorfor ved jeg ikke, men det føles sådan. Nu får vi se om jeg har ret, eller om vi skal igang med pink maling i barneværelset. Vi tager hvad som helst - bare det er en baby!!

Hos egen læge

2009-08-02T09:05:00.004+02:00

Så var vi hos egen læge i går. Hun følte lidt på livmoderen og sagde det så rigtig fint ud, og så fik vi vores vandrejournal startet op.

Og så var det hun spurgte ind til mine celleforandringer i livmoderhalsen. Altså dem jeg fik et keglesnit for tilbage i 2007. Dengang blev jeg jo "frikendt" efter mit keglesnit, og gynækologen sagde, at jeg så røg tilbage i det normale system.

Men efter lægens udsagn er jeg røget ud af systemet, og jeg skulle have været til kontrol efter 1 år - og at jeg som patient jo selv skulle tage ansvar. Øhh bøhhh - når man får at vide, man bare skal gå hjem og vente på at blive indkaldt - gør man så ikke det? Jeg fik at vide jeg nu var helt normal, og at jeg ikke behøvede bekymre mig længere. Derudover bliver man jo "normalt" indkaldt hvert 3. år, og jeg har derfor ikke skænket det en tanke at jeg skulle hive fat i min egen læge, for der er jo kun gået to år.... Nu er det for sent. Man kan ikke tage celleprøver, når jeg er gravid - og de rør ikke ved min livmoderhals, hvis der er risiko for fosteret!!!

Men det fik en masse dumme tanker til at banke på. Og med lægens "du skal jo selv tage ansvar" fik hun det næsten til at lyde som om, at det da var min egen skyld, hvis der er noget, der ikke er blevet fanget.

Hmm kan ikke lide hende. Den anden (hendes mand) er meget bedre til at forklare og være åben overfor de ting man siger. Madammen kan ikke engang lave en undersøgelse af underlivet uden at det gør ondt. Og nu har jeg altså prøvet et par læger efterhånden - og hun vinder ingen medaljer - Er gal idag! Skal huske at bede om manden næste gang. Gider ikke hende igen.

24,9 mm

2009-07-28T21:09:00.003+02:00

Så blev det tid for vores 2. scanning. Vi var (for at sige det mildt) en smule nervøse. Men den var der endnu og er på 14 dage vokset fra 8,5 mm til 24,9 mm. Hjertet bankede fint derudaf, og den havde både arme, hoved og krop. Benene blev gemt lidt væk, men armene boksede derudaf under scanningen. Det var super skønt og jeg kunne ikke holde tårene på afstand da vi kom ud i bilen.

Størrelsen var lidt bagud (ca. 3 dage) men det var ikke noget vi skulle tænke over. Alt var som det skulle være.

For satan hvor var det dejligt. Nu tør jeg tro!

Jeg er skæv

2009-07-18T09:54:00.002+02:00

Det har jeg egentlig vidst et stykke tid, for min blindtarmsbetændelse blev ikke opdaget, da min blindtarm lå et helt forkert sted.

Men også min livmoder ligger skævt. Nemlig til højre. Ret meget til højre faktisk. Og hvordan kan jeg vide det? Fordi den nu popper ligesåfint frem om morgenen når jeg ligger på ryggen. Jeg har slet ikke lyst til at tisse, for når jeg først har gjort det, så forsvinder den ned i bækkenet igen. Og jeg vil altså helst kunne mærke den hele tiden.

Jeg tager det som et rigtigt godt tegn. Jeg har i ca 1½ uge kunnet mærke den når jeg lå ned, men jeg skulle trykke lidt for at mærke den. For et par dage siden kommenterede min mand, at han kunne se den poppe lidt op da jeg lå ned, og de sidste to dage har den virkelig været tydelig om morgenen. Det må betyde den vokser. Og det kan vi li'!

Hjerteblink...

2009-07-14T21:57:00.002+02:00

Der var hjerteblink!!! Et lille fint hjerte pumpede derudaf.

Det blev dog som altid (i denne graviditet) efterfulgt af et "men" - fosteret er ikke så stort som de gerne så det var.... Det skulle have været omkring 13 mm og var kun 8,5. Det vil sige at fosteret kun svarer til 6+6, hvor jeg reelt er 7+5. Han sagde dog at der var 1 uges usikkerhed, og at det derfor var inden for normalen.

Jeg er bare så træt af at tingene ikke bare kan være normale. At det hele skal følges af et "men". "Du producerer hcg men det er ikke højt nok", "dit hcg niveau er steget men ikke højt nok", og nu "der er et foster med hjerteblink, men det er ikke helt så stort som forventet". Problemet er at det i mit hoved kun bliver sætningen efter "men" der bliver hos mig...

Nå, jeg kan vel ikke gøre så meget andet, end at prøve at nyde, at der er et lille foster i min mave, der gør sit bedste for at blive til en baby. Vi har været ude for at fejre det med en lækker indisk middag, så vi prøver at være glade. Selvom det er lidt svært. Jeg troede bare at dette ville være en lykkelig tid, og så ender man med at bekymre sig gul og blå.

Der er ny scanning om præcis to uger, og så skal jeg have ringet til min egen læge og komme ind i det offentlige system igen.

Det har bare at blive til en baby - det skal det!

Lange dage!

2009-07-12T10:54:00.003+02:00

Vi er nervøse herhjemme. Ikke at der som sådan er noget, der giver os en indikation af, at vi bør være nervøse, men jeg tror at vi begge synes det er for godt til at være sandt.

For første gang tæller min mand ned til en dato! Helt spontant kan han finde på at sige, at nu er der kun 3 dage til at vi skal scannes. Det er ikke sket før i alle vores behandlingsrunder, men giver nok et meget godt billede af, at der bliver brugt rigtig mange tanker på min mave - og hvad der forhåbentlig sker inden i den.

Jeg tror ikke rigtig på det. Men det er nok også fordi jeg mangler "følelsen" af at være gravid. Jeg ved ikke hvad "følelsen" skulle bestå i, men jeg har bare altid haft et billede af, at man ville kunne mærke det. Og det eneste der peger i retning af en graviditet er ømme bryster og manglende mens. Men der følger altså ikke nogen "følelse" med.

Den eneste "følelse" er lidt ubehag jeg har følt de sidste par dage. Ikke kvalme - bare ubehag. Og så sover jeg ca. 11-12 timer hver dag uden det mindste problem. Måske jeg kan skrive det på listen over symptomer?

Tirsdag nærmer sig - men det går baaaare langsomt!

Stadig ingen kvalme

2009-07-08T21:19:00.003+02:00

Her er stadig ingen kvalme. Men brysterne er stadig ømme, og jeg synes at jeg kan mærke en lille bitte bule lige over skambenet. Men måske det bare er mig, der ønsker det så meget, at jeg føler noget, der ikke er der. For det er da for tidligt? Jeg læste godt nok et eller andet sted at livmoderen allerede er på størrelse med en lille appelsin - og så giver det måske meget god mening, at jeg kan mærke den når jeg ligger ned. Manden vil ikke føle efter noget som helst - jeg tror han er bange for at man kan ødelægge fosteret :o)

Dagene må meget gerne gå hurtigt!!

Tegn

2009-07-04T20:22:00.002+02:00

Mine bryster er i vejen!

Jeg har altid haft små bryster, som jeg egentlig er ret glad for. Nu er de bare i vejen, ømme, og ser mystiske ud med blodårer der bliver mere og mere tydelige. Det går langsomt op for mig at min krop ikke bliver den samme igen. Aldrig nogensinde hvis tingene går som vi ønsker.

Brysterne er det eneste tegn jeg har på graviditeten. Så bliv endelig ved med at være i vejen! Der er ingen kvalme - overhoved. Hvilken måske bekymrer mig en smule.... Men der er heller ingen tegn på at det er ved at gå i sig selv. Der er frygtelig lang tid til d. 14. juli.

Bekymringer kan man have nok af

2009-06-28T21:35:00.003+02:00

Lige nu prøver jeg på at nyde at være gravid. Frygten for, at det kan være ovre lige om lidt, lurer i baghovedet, og der er blevet brugt en del tid foran computeren med at google om spontane aborter.

I materialet fra Trianglen står der at ca. 20% aborterer, men på nettet har jeg fundet ud af at det varierer med alderen.... Og jeg er jo heldigvis kun 29 år hele 3 måneder endnu, og har derfor ifølge diverse hjemmesider enten 5%, 10% eller 12% risiko for abort. Hvilket jo er en del mere optimistisk end 20%!

Men jeg ved godt, at jeg jo i virkeligheden ikke kan bruge det til noget, for enten får man lov at beholde fostret, eller også gør man ikke. Og så er statistikkerne jo egentlig ligegyldige. Meeen det gør da, at jeg har lidt mere ro i maven. Håber sådan det bliver ved med at udvikle sig!

Gravid!!!

2009-06-27T18:21:00.003+02:00

Så kom tallet - hele 978!! Det var så fint, at de ikke gad scanne mig i næste uge, men først ville se mig igen d. 14. juli. De sagde rent faktisk tillykke i telefonen, og de vurderer altså at jeg er helt normalt gravid!

Min mor, søster og far fik nyheden overbragt personligt, selvom der jo stadig er 20% risiko for at noget går galt, synes jeg de skulle vide det alle tre. Jeg tror vist nok de alle klemte en lille tåre - specielt min far sad med tårene ned ad kinderne.

Så kan tiden til d. 14. juli kun gå for langsomt!

Tak for alle de krydsede fingre!

Jeg er gravid.......!!!!

Intet nyt - er godt nyt!!

2009-06-26T20:35:00.003+02:00

Ikke noget nyt herfra. Og det er jo sådan set ret godt. Ingen blødning, ingen smerter men derimod ømme bryster. Lige nu er jeg bange for at det bliver svært at sove pga blodprøven i morgen - men jeg er helt baldret, så mon tro det ikke kommer til at gå.

Har haft en elendig uge på arbejdet. De mener stadig jeg skal effektivisere ½ stilling væk, så der bliver plads til mine nye opgaver, og det er sjovt nok mig selv der skal finde ud af hvordan det skal effektiviseres. Stemningen er i bund i afdelingen, og det er ikke sjovt længere. Kan slet ikke overskue det næste halve år (indtil jeg selvfølgelig skal på barsel) og er i bund og grund bange for at den travle hverdag og alt den stress der er nu (og som bliver ved at være fremadrettet) vil være skidt for den graviditet, der kæmper for at blive i min krop. Og det skal bare ikke være arbejdet, der gør at dette går galt!

Kan slet ikke vente til at næste uge er overstået, så står den nemlig på 4 ugers ferie. Og det skal nydes med en baby i maven!

Stadig ikke helt højt nok

2009-06-24T20:20:00.003+02:00

Beklager den manglende update.... Specielt overfor Heidi der ligger og keder sig (men passer godt på de to små i maven).

Tallet igår var 204 - det skulle have været minimum 228 før de var tilfredse. Så det stiger altså stadig, men ikke helt nok.

Næste blodprøve er på lørdag, og så er der nok en scanning allerede i næste uge. Her kigger de vist efter en "sæk" af en slags, som gerne skulle være synlig når hcg er over 1000.

Her troede jeg, at man skulle være glad, når man testede positiv, men indtil videre er stemningen ikke særlig jubelagtig. Men det er vel egentlig ikke så underligt, når det man har ønsket i snart 4 år endelig bliver virkelighed - og man så samtidig ryger under overvågning af frygt for at der er noget galt. Jeg tror egentlig også, at det er fordi jeg igennem de sidste mange år, er kommet til at se det som et så stort mirakel, at det da gav god mening, at det ikke kunne lade sig gøre.

Der bliver googlet meget herhjemme i øjeblikket, de fleste steder står der at tallet kun skal fordobles over 48-72 timer, og det lever vi vist fint op til. Se selv her, der står at "I ca. 85 % af alle normale graviditeter fordoble sig selv hver gang der er gået ca. 72 timer".

Men jeg tror lægernes frygt er, at der er tale om en graviditet uden for livmoderen. Ellers forstår jeg ikke, hvorfor de ikke bare kan give os fred - lade os nyde vores graviditet - og så tage chokket, hvis det ikke går alligevel. Men så ville vi da i det mindste have lidt glæde over det faktum, at jeg producerer hcg. Og derfor kan tage en graviditetstest der er positiv (hvilket jeg gjorde i går - bare lige for at bevise overfor mig selv, at sådan en test rent faktisk virker - jeg har taget et billede, så det er dokumenteret hvis der er nogle derude, der har samme mistro til tests).

Hov fik jeg lige skrevet - nyde vores graviditet - i det ovenstående? Jeg vælger at tro på at det nok skal gå. Selvfølgelig er jeg da gravid. Jeg mener 0-63-114-204 det er da en fin konstant stigning!!

Jeg er gravid!!! Sådan skal det nemlig være!!!

Stadig for lavt

2009-06-21T11:42:00.002+02:00

Hcg var stadig for lavt til at hun ville love os noget. Det skulle minimum have været på 126 og var kun på 114. Så der er ny blodprøve på tirsdag.

Hvor er jeg bare træt af det her. Hvis jeg var blevet gravid "normalt" havde jeg taget en normal graviditetstest, der havde vist positiv. Jeg havde været lykkelig. Nu skal jeg i stedet gå og være bange for, at der ikke er noget alligevel. Hold kæft hvor er jeg træt af at være BIB'er!! Jeg tør slet ikke håbe på noget, og kan bare rende rundt og være måske-gravid. Det er altså noget hø!

Uden hormorner

2009-06-20T14:48:00.003+02:00

Idag er jeg helt uden kunstige hormoner. Nu skal kroppen klare sig selv. Skræmmende. Det er kun prednisonen jeg skal blive ved med at tage, men østradiol og cyklogest blev taget sidste gang i går aftes.

Jeg har været til begravelse - min gamle farfar døde sidste weekend, og jeg kan ikke lade være med at tænke at nu når hans sjæl er væk, så kan det være der er plads til en ny sjæl i min mave?

Han blev næsten 98 og var nogenlunde frisk til det sidste. Faktisk nåede han aldrig på plejehjem, og det endte med at være en brækket hofte der tog livet af ham. Noget han havde ønsket længe, nemlig at få fred.

Jeg er mest lidt zombieagtig i dag. Sorgen over min gamle farfar, og håbet om en baby i maven, som indtil videre bare bliver kaldt for "cellerne". Det er jo selvfølgelig heller ikke meget andet end en samlig celler, der prøver på at formere sig selv. Og så er vi jo slet ikke sikre på, at der er nogle celler, der deler sig lige nu.

Ih altså, hvor må dagen i dag meget gerne gå hurtigt.

Et forsigtigt tillykke fra laboranten

2009-06-19T12:37:00.002+02:00

Den var positiv - men tallet var kun 63, og det skulle gerne være over 75. Så der er ny blodprøve på søndag.

Ved ikke hvordan jeg har det, for det er ærlig talt svært at være positiv, når man har følelsen af at det nok er en biokemisk. Hun sagde at man nogle gange så at det bare startede langsomt ud, og at det så først kom ordentligt igang efter et par dage.

Så kryds hvad krydses kan, for at tallet er minimum fordoblet på søndag!!! Succeshistorier modtages meget gerne!

Intet nyt er vel godt nyt?

2009-06-18T21:15:00.003+02:00

Humøret er i bund. Hvorfor skulle jeg være gravid i denne omgang, når det ikke er lykkedes alle de andre gange? Og alligevel ligger håbet og gør tiden helt forfærdelig. Dagene går alt for langsomt, og samtidig vil jeg slet ikke vide om jeg er gravid. For så længe jeg lever i uvidenhed, så er livet som jeg kender det.

Der er ingen symptomer. Og sjovt nok har jeg en overbevisning om, at man da må kunne mærke om man er gravid! Alle de historier om "jeg vidste den var der, lige efter vi havde været sammen - det var ligesom der skete noget inden i mig" eller historier om kvinder der 1 uge inden testdag har kunnet teste positiv. Jeg ved godt, at det rent biologisk ikke giver så god mening at kvinder vil kunne mærke en graviditet inden testdag, og da slet ikke lige efter man har haft s*x. Og der er vel en grund til, at de ikke kan måle, at man er gravid før testdagen, nemlig at man indtil da ikke har dannet nok hormoner til at man (selvom man har dagens nymodens udstyr) kan måle en graviditet i blodet. Og så giver det da meget god mening, at det heller ikke giver symptomer endnu. Men alligevel, det kunne være rart hvis man kunne mærke det.

Men jeg er jo heller ikke gravid. Hvorfor skulle livet behandle os bedre i denne omgang?

Work, work, work

2009-06-14T22:03:00.004+02:00

Har lige haft en mindre nedtur. Behøver jeg egentlig skrive mere end at jeg skal på arbejde i morgen?

Jeg har haft fri den sidste uge, i håbet om at det ville give eventuelle æg bedre mulighed for at sætte sig fast. Nu skal jeg tilbage på arbejdet, og allerede nu kan jeg blive helt stresset over den mailboks der venter på mig. Jeg plejer at modtage ca. 60 mails, der skal behandles på en dag. Og jeg har været væk i alt 6 dage. Så kan man jo selv regne mailboksens størrelse ud, plus at der ligger nogle arbejdsopgaver fra før jeg tog på "miniferie" som er blevet til hastere, mens jeg har været væk.

Og så er det, at det slår mig - måske det er min egen skyld, at der ikke er noget der har sat sig fast hidtil? Jeg har sjældent en "normal" arbejdsuge, overarbejde (1,5-3 timer pr. dag er normalen) forventningspres og evige præstationer er en del af den kultur, jeg er blevet en del af. Det er slet ikke sådan min personlighed er - og det sætter mig yderligere under pres. Måske for mange nætter uden søvn, for lidt fokus på det jeg egentlig vægter højt har en indflydelse på min fertilitet. Hvem har da også lyst til en mor der har mit nuværende arbejdsliv? Ja - jeg tror egentlig selv, at jeg ville vælge mig fra - hvis jeg altså var et foster, der skulle vælge en mor.

Det er nu ikke fordi arbejdet slet ikke giver mig glæder. Det gør det. Afdelingen og de mennesker jeg dagligt har kontakt til, er jeg rigtig glad for. Jeg elsker følelsen af succes, de gange hvor tingene flasker sig. Og så har jeg en række opgaver, som jeg virkelig er kommet til at holde af.

Problemet er bare, at den nye chef jo har givet mig ½ stilling oven i min nuværende - og at de ting jeg holder af dermed kommer til at fylde en del mindre end de har gjort tidligere. Og så er det desuden chefens holdning, at jeg bare skal effektivisere mine arbejdsprocesser - så bliver der plads til min nye "ovenihatten"stilling. Øhh - og hvad siger man lige til det....

Tænk hvis det er min egen skyld? Vil jeg om 15 år komme til at fortryde mine valg om karriere - og at det måske har haft indflydelse på det faktum, at jeg aldrig har været gravid og haft min egen baby i mine arme? Det vigtigste for mig er at blive mor - men det er bare ikke sådan jeg prioriterer i min hverdag.... Hvorfor er det så svært at prioritere det, der rent faktisk er vigtigt? Det der kommer til at have altafgørende betydning for resten af mit liv?

Uden tro

2009-06-10T10:11:00.002+02:00

Vi tror ikke herhjemme. Ikke på noget som helst. Hverken ét styk baby, tvillinger eller trillinger.

Troen er røget helt væk i denne omgang. 6 forsøg uden nogen som helst gevinst, så hvorfor skulle forsøg nr. 7 være anderledes? Jeg føler mig ikke gravid, og da jeg kender udviklingen af æggene fra de to blastocyst forsøg, så skal jeg være mere end heldig, hvis der er et eneste æg tilbage, der deler sig ordentligt på nuværende tidspunkt. Og selvom det gør - ja så er jeg jo ikke blevet gravide af det tidligere.

Den læge der lagde æggene retur sagde, at det var mange år siden at han havde lagt 3 æg retur på en 29 årig kvinde. Er vi virkelig så håbløse? Min mor trøstede mig - det er sikkert fordi mange andre har givet op for længst, og derfor aldrig når til 7. forsøg..... Eller også er de bare alle sammen blevet gravide i et af de første 4 forsøg....Det understøtter desværre lægens teori om at der ikke er den store grund til at fortsætte længe endnu.

Jeg tror desuden prednisol giver mig en irriterende bivirkning. Selvom jeg drak mit sidste glas vand til aftensmaden skulle jeg at tisse kl. 19.00, 21.30, 22.30, 23.30 og igen kl. 3.30.... Måske man skulle have taget prednisolen til morgenmaden i stedet for aftensmaden?

Så er jeg gravid!

2009-06-06T16:38:00.002+02:00

3 æg ligger nu i varmen og bliver forhåbentlig ved med at udvikle sig. De var alle flotte 4 cellede æg.

Derudover er der røget 7!! i fryseren. Jeg synes vi laver nye rekorder ved hvert forsøg....

14 æg!

2009-06-04T19:09:00.002+02:00

Så blev det tid for ægudtagning. 14 styk! Selvom de undervejs har gættet på at 7-8 ville blive parate. Så der bør (krydser fingre) være 3 flotte til oplægning lørdag. Håber.....

Først på torsdag

2009-06-01T16:55:00.003+02:00

Min krop er åbenbart lidt langsom i denne omgang, så der er først ægudtagning på torsdag og ægoplægning lørdag.

Så i denne uge "slipper" jeg med en afdelingsdag i morgen, en arbejdsdag onsdag og så fri fra arbejde fra torsdag og hele ugen derefter.

Juli byder på 4 ugers ferie, og så er der selvfølgelig barsel fra januar, hvis jeg altså kan tælle.....

Tyder det på, at jeg ikke gider på arbejde pt???

Status

2009-05-31T23:03:00.003+02:00

Det har været en hård uge. Mit job ændrer sig - og ikke med min gode vilje. En rigtig god kollega fra vores lille velfungerende afdeling blev fyret pga nedskæringer (så jeg bør måske bare være glad for at have et job...). Mine rutcheture har mest været for nedadgående og lørdag blev brugt på at have det rigtig skidt fysisk. Jeg kunne ingenting, så jeg lå i sengen og sov det meste af dagen.

Idag har jeg det bedre.

Jeg er egentlig lidt stolt af mig selv. Selvom ugen har budt på følelsen af afmagt, frustration, vrede, sorg osv. osv. har jeg holdt fast i den sunde livsstil. Ingen hurtige kulhydrater, kun 1½ kop kaffe de sidste 10 dage, massere af juice med vores nye "juicer" og motion og motion. Er lige kommet hjem fra en løbetur på hele 32 minutter. Helt uden pauser undervejs. Det gik langsomt, men følelsen af at kunne kigge på naturen undervejs, nyde fuglende synge godnatsange, gør det alligevel til en jubii oplevelse. Og 32 minutter med pulsen i vejret, det må da tælle for noget.

Scanningen i fredags viste ca. 8 æg, men de var stadig små, så vi skal til scanning igen i morgen. Sprøjterne gør mig efterhånden ingenting - det er mere ventetiden der er slem.

Jeg har meddelt arbejdet at jeg er syg 1 uge efter ægoplægning. Trænger helt ærligt også til noget ferie! Og da dette måske? er den sidste gang vi prøver at blive gravide, så synes jeg ikke jeg kan tillade mig andet end at give min krop de bedste muligheder for at holde fast på et par æggebasser - eller tre....